Wavins direktør: Medarbejderne holder fanen højt

Direktør i Nordisk Wavin, Per Dollerup Mikkelsen, har ros til de 300 medarbejdere

20. marts 2020, 10.36

Administrerende direktør i Nordisk Wavin, Per Dollerup Mikkelsen, er meget tilfreds med hjælpepakkerne til erhvervslivet.

HAMMEL Direktør i Nordisk Wavin i Hammel, Per Dollerup Mikkelsen, roser sine medarbejdere for at holde fanen højt og være fokuseret i den vanskelige situation, som coronakrisen har påført samfundet og erhvervslivet.

En helt anden arbejdsplads

Situationen har ført til, at Nordisk Wavin har taget en række nye tiltag i brug.

- Vi gør alt for at minimere smittefaren. Ud af vores administrative personale på 100 personer arbejder 90 procent hjemmefra. Det fungerer takket være digitale løsninger, siger Per Dollerup Mikkelsen.

- Men vores 200 medarbejdere i produktionen kan selvsagt ikke arbejde hjemmefra. Medarbejderne skal derfor holde sig med afstand til hinanden, og vi har afspritningsstationer rundt omkring. Vi har også lukket kantinen, siger han.

Omsætning holder

Nordisk Wavin producerer plastrør til vand-, vvs- og spildevandssektoren.

- Lige nu mærker vi ikke et fald i omsætningen, men det kan blive en realitet i den nærmeste fremtid, siger Per Dollerup Mikkelsen.

- Derfor lægger vi nu planer for, hvordan vi skal tilpasse os, hvis vi bliver ramt af nedgang. I et sådan scenarie kan tiltag i Folketingets hjælpepakker være relevante.

Rigtige og vigtige

- Tiltagene er rigtige og vigtige. Med hjælpepakken er der skabt større sikkerhed for små og mellemstore virksomheder. Det sikrer færre fyringer og arbejdsløse. Det er fint at bruge store summer på hjælpepakkerne, for dermed får vi et samfund, som er intakt, når corona-situationen er overstået, siger Per Dollerup Mikkelsen.

- Så længe vi kan, ser Nordisk Wavin det som sin pligt at bidrage økonomisk til samfundet. Det handler om at holde den økonomiske side af Danmark kørende, siger Wavin-direktøren.