Med andre ord: Ældreliv er et vigtigt emne

Udgivet:19. august 2023, 07.10

Læsetid:1 minut

Roger Skyum. Foto: Jakob Stigsen Andersen

Af Roger Skyum Karolinelundcentret i Gjern

1 måned siden

ALDERDOM Tak til alle jer, der bidrager til, at vi har fået gang i en debat om ældrelivet! Og tak til alle jer, der over for mig har tilkendegivet, at vi har fat i noget vigtigt! Jeg har en god ven, som »ikke vil i avisen«. Men han skriver så godt, let provokerende og på en så anderledes måde, at jeg har bedt om lov til at citere ham her:

»Det er godt, du skriver. Både fordi du skriver fra en synsvinkel, der normalt ikke skrives fra, og fordi du med dit skriveri kræver fastholdt opmærksomhed om et område, der er glemt, skubbet ud, uudforsket: at blive gammel og samtidig være sig selv inden for en ramme, hvor andre må træde til.

Førhen var det familien, hvis der var nogen. I dagens velfærdssamfund er hjælpen institutionaliseret. Det, du er med til at tydeliggøre, er, at velfærd er et bøjeligt begreb og afhængig af, hvem det handler om.

Der er mangel på erfaringer med, at andre bliver ældre. De gamle er gået ud af familien, i forvejen for de døende. Måske er det berøringsangst på grund af manglende viden, der gør alderdom til et uudforsket område. Det er, som om alderdom enten ses som livets afslutning, eller som en livsperiode i forlængelse af noget forudgående. Hvad alderdom er i sig selv, hvis det er muligt at sige sådan noget, er et forsømt spørgsmål. I stedet fortælles om enkelttilfælde, der så gøres betydningsbærende for et forvrænget syn på det at blive gammel, som for eksempel galningen der har behov for at springe ud med faldskærm som 100-årig.

Hvad det indebærer at blive gammel og svækket er en tabersag i mediedækningen.«

Indlæser debat