Lovende takter: SIF slog mestrene i København

Oscar Fuglsang og Nicolai Vallys stod for målene, da Silkeborg IF besejrede FC København

Udgivet:27. juni 2022, 15.35

Læsetid:2 minutter

Oscar Fuglsang tegnede sig for en overraskende scoring mod FCK. Foto: Morten Kjær/Gonzalez Photo/Ritzau Scanpix

Michael Helligsø
Sportsjournalist| mih@midtjyllandsavis.dk

FODBOLD Silkeborg IF kom mandag fremragende fra land med sommerens træningskampe.

Bronzevinderne vandt på udebane med 2-0 over FC Københavns mestre i en kamp, der var præget af høj varme og mange udskiftninger.

Scoringer af unge Oscar Fuglsang og Nicolai Vallys sørgede for, at SIF kunne rejse på træningslejr i det sønderjyske med masser af selvtillid, og generelt blev der leveret en opløftende indsats mod et FCK-hold, der stillede op uden flere af de store profiler.

SIF lagde frisk ud med masser af boldbesiddelse, og allerede efter 10 minutters spil kom gæsterne til den første chance, da Anders Klynge flot chippede bolden ned i bagrummet til Nicklas Helenius, der skød langt forbi.

Kort efter viste FCK tænder for første gang. Victor Kristiansen modtog bolden i feltet og faldt til jorden efter en duel med André Calisir, men dommer Jonas Hansen var ikke enig i FCK-backens appel for straffespark.

Blot to minutter efter kom værternes bedste chance, da Mamoudou Karamoko blev spillet fri, men Nicolai Larsen i SIF-målet reddede sikkerts hans flade skud.

I den sidste halvdel af første halvleg kom SIF til et par udmærkede forsøg til Søren Tengstedt, uden det dog blev helt farligt, og dermed var stillingen 0-0 ved pausen.

Fra anden halvlegs start valgte SIF-træner Kent Nielsen at skifte et helt hold ud.

Oscar Hedvall, Rasmus Carstensen, Tobias Salquist, Alexander Busch, Oscar Fuglsang, Andreas Oggesen, Pelle Mattsson, Mads Kaalund, Sebastian Jørgensen, Nicolai Vallys og Frederik Carstensen blev alle sendt på banen, og de fik hurtigt noget at juble over.

Efter blot fire minutters spil sendte Nicolai Vallys nemlig Oscar Fuglsang af sted med en god stikning. Den unge SIF-back udfordrede Peter Ankersen, der rettede Fuglsangs skud af, så bolden svævede i målet.

Otte minutter var SIF tæt på at komme yderligere foran mod et FCK-hold, der på det tidspunkt havde mange unge spillere på banen.

Sebastian Jørgensen tryllede på midten af banen og sendte med en præcis stikning Frederik Carstensen af sted mod mål, men den unge SIF-angriber skød forbi på den store chance.

SIF havde fornuftigt styr på det unge FCK-hold, der havde svært ved at komme frem til chancer. I stedet kom gæsterne med 10 minutter tilbage foran med 0-2.

Frederik Carstensen blev igen sendt af sted, og med en præcis tværaflevering fandt han Nicolai Vallys, der efter et enkelt træk iskoldt lagde bolden i mål med venstrebenet.

Det blev kampens sidste scoring i en ganske opløftende træningskamp for SIF, der på fredag spiller opstartens anden træningskamp mod det tyske 2. Bundesligahold St. Pauli.

Indlæser debat