- Kærligheden til min far og mine egne unger har startet det

23. oktober 2021, 19.01

Søren Pilmark debuterer som romanforfatter i en alder af 65. Jussi Adler-Olsen har været sparringspartner undervejs, og bogen fandt vej til et forlag, da han en dag meddelte, at nu ville han tage den med derind, fortæller Søren Pilmark. Foto: Nicolai Lorenzen

Han er spændt, når han frem til efter lidt talen frem og tilbage.

Ikke bange og heller ikke nervøs, for hvis man kigger sig selv i spejlet om aftenen og siger: »Jeg gjorde det så godt, jeg kunne, og jeg er egentlig glad for resultatet«, er det nemmere at have skuldrene nede - også når man debuterer som romanforfatter.

- Jeg håber selvfølgelig, at folk kan lide min bog, og jeg bliver sikkert ked af det, hvis de siger: »Det der? Det skal du aldrig gøre mere« og beder mig hoppe i havnen, men jeg bliver ked af det på en mere oprejst måde, siger han med et grin.

Han har også haft tid til at vænne sig til tanken.

Romanen »Varieté. Laurits og Valdemar« er en bog, som har været en del år undervejs, for Søren Pilmark havde travlt med andre ting, mens projektet langsomt tog fart, og ideen blev tydeligere og tydeligere.

Det er ikke nød og mangel på tilbud, der har fået Søren Pilmark til tasterne. Hvis man skulle være i tvivl, kan man bare læse de stjernespækkede anmeldelser af den aktuelle opsætning af Henrik Ibsens »En folkefjende«, hvor han spiller hovedrollen.

Behovet for at skrive kom i stedet fra noget, han selv betegner som »alt fra midtvejskrise til almindelige eksistentielle spørgsmål, der popper op på et eller andet tidspunkt i livet«.

- Der, hvor man siger: »Hvad skal jeg nu? Er det den rigtige vej, jeg går - i alle livets facetter?«, forklarer han, inden han skynder sig at præcisere, at mindst en facet er undtaget. Han har været gift med Susanne i 40 år, og han vil meget gerne have 40 mere, så der har ikke været spørgsmål om at skifte hende ud.

- Det handlede i høj grad om arbejde. Selv om det lyder indbildsk og opblæst, kan jeg med en vis rimelighed sige, at jeg har været rundt i cirklen i mit eget fag, siger han op remser op: Små filmroller, store filmroller, Det Kongelige Teater, klassiske forestillinger, moderne forestillinger, avantgarde forestillinger. Shows, tv-serier, opgaver som tv-vært.

- Jeg siger ikke, at jeg har prøvet alt, men jeg har altid haft en iboende trang til alsidighed. »Hold nu op! Hvis jeg også kan prøve dét, hvorfor skulle jeg så lade være?«, siger han med en af de små karakteristiske samtaler med sig selv og fiktive samtalepartnere, der hele tiden dukker op, når han skal forklare, hvad han mener.

- For mig er det en lige så stor succes at kunne læse godnathistorier for sine unger som at blive hyldet på scenen - forhåbentlig, for man kan jo også blive buhet ad, fordi det ikke var godt nok, og stå og spekulere over, hvad man laver der, fordi man hellere vil være et andet sted, siger Søren Pilmark. Foto: Nicolai Lorenzen

Savnet af far

Søren Pilmarks trang til alsidighed har ikke bare fået ham til at skrive bøger, lære at trylle eller gribe forskellige musikinstrumenter, for den indbefatter også gravkøer, karabinhager og trykluftsbor.

Dem vender vi tilbage til, men der er lige en linje mere på cv’et, som har været vigtig i forhold til bogen. Den, hvor der står instruktør af den 11 minutter lange kortfilm »Helmer & Søn« fra 2006. Filmen blev ikke bare nomineret til en Oscar, den fik ham også til at tænke på, hvilken historie han kunne fortælle, hvis han skulle lave en længere film. Resultatet af overvejelserne var noget, der mindede om det, der nu ligger som roman, hvor rammen er et varieté-teater i Jylland omkring 1900-tallet, og temaer om forældre og børn, kærlighed, kunst, tryllekunst og meget mere foldes ud.

Trådene rækker direkte ind i hans eget liv.

Som han konstaterer, kunne han da godt have skrevet om at være fisker i Vestjylland, men det ville have krævet endnu mere research. Noget af det, der fylder mest, er forholdet mellem fædre og sønner, der adskilles og måske, måske ikke forenes igen. Og det er helt enkelt, fordi Søren Pilmark selv er far og har haft en far.

- Min far døde meget tidligt som 60-årig og meget pludseligt, og jeg elskede ham meget højt. Sorgen og savnet var stort. Jeg tror, det er kærligheden til ham, der har startet det, og kærligheden til mine egne unger.

Hvad var det, du savnede, da du mistede din far?

- Der er forskel på sorgen og savnet. Sorgen vælter bare ind over en, og man ved ikke, hvad man skal gøre af den. Det er så mærkeligt, at man for et sekund siden kunne sige: »Vil du have mere kaffe?«, og nu kan man aldrig kommunikere mere. Det hører til sorgen. Savnet er på en eller anden måde mere rationelt. Man kan i hvert fald nemmere sætte ord på. Jeg savnede at sludre med ham, at få gode råd, at gøre alt det rigtige, at grine med ham.

Der er også en mere skjult del af temaet i bogen, som handler om at komme overens med det, man som ungt menneske ikke beskæftiger sig med: At det ikke bliver ved, og at vi alle sammen skal væk herfra, siger han og fortæller, hvordan han var kommet til at tænke på digterpræsten Kaj Munk, der kom ud til en kvinde, der var død i barselsengen. Barnet overlevede, men hun gjorde ikke. Familien lå på gulvet omkring hende og græd og bad og spurgte, om han ikke kunne gøre noget. Det kunne han selvfølgelig ikke, de måtte bare bede, og han var så forbandet over det, at han gik hjem og på en uge skrev »Ordet« om den samme situation, men den døde kvinde rejser sig fra kisten.

- Når han ikke kunne gøre det i det virkelige liv, kunne han gøre det i sit stykke, og måske er det lidt det samme, jeg har gjort i min roman. Jeg ved godt, at min far er død. Jeg ved da godt, at han ikke kommer tilbage, og sorgen og savnet er også væk, men jeg elsker ham stadig, og så har jeg måske skrevet en bog, hvor han på en måde alligevel kommer tilbage.

- Jeg har altid sagt, at jeg ikke gider se billeder af folks børnebørn, medmindre de er blevet væk, og jeg skal hjælpe med at finde dem. "Neeeej, hvor er han sød", siger man - og ingen mener det. Babyer ligner alle sammen Krusthjov. Men når det så rammer en selv ..., siger Søren Pilmark om at blive bedstefar. Foto: Nicolai Lorenzen

Magi og mirakler

I bogen optræder der også spøgelser, påpeger Søren Pilmark. Dem ville han gerne tro på, og måske er han kommet tættere på, for der sker det underlige, at jo bedre han bliver til at trylle og gennemskue andre tryllekunstnere, jo mere tilbøjelig er han til at tro på noget overnaturligt.

På den anden side må han også tørt konstatere, at han aldrig har set hverken en ufo eller et spøgelse.

- Men jeg har set mine tre børn blive født, og hvis du snakker mirakler, så ...

Du er også blevet bedstefar. Hvad er det for et mirakel?

- Hold kæft mand, det er jo helt sindssygt. Jeg har altid sagt, at jeg ikke gider se billeder af folks børnebørn, medmindre de er blevet væk, og jeg skal hjælpe med at finde dem. »Neeeej, hvor er han sød«, siger man - og ingen mener det. Babyer ligner alle sammen Krusthjov. Men når det så rammer en selv ... Jeg er to minutter fra at finde billeder frem, siger han og peger truende med telefonen.

Det er ikke det med at kunne genkende sig selv, der er så fantastisk ved børnebørn. Ingen af hans børn ligner ham i særlig grad, det gør børnebørnene heller ikke, og han er fuldstændig ligeglad. Det er noget andet, der er så fascinerende ved at stå og kigge på næste-næste generation.

- Vi skal ikke være ret gamle, før vi skal gøre noget for at blive elskede. »Nej, hvor er du dygtig«, får vi at vide. Men hvis man ligger der - bum! - og ikke er længere end sådan her, siger han og holder hænderne op på lystfiskermaner, mens han ser beundrende på det imaginære spædbarn og lader stemmen gå mod hvisken:

- Og folk kigger på dig på den måde, så er du elsket bare for at være. Bare for at være. For at være til.

Han har forsøgt at holde fast i det med sine egne børn. Huske at fortælle, at han elsker dem bare for at eksistere, fordi han tror på, at det giver en klump af varme i maven. Et selvværd. Men en ting er, hvad man har formået som far i en rolle, der indebar en mængde nye forpligtelser, travlhed og ting, der skulle læres. Noget andet er at være bedstefar og have børnebørn. Her er det nemmere at læne sig tilbage og bare nyde, at livet går i ring.

- Det er måske det, der er evigt liv. »Wow, det sker igen. Wow, han skal også have tænder«. Og så begynder han også at skabe sig og blive krukket og ville have mere slik. Der er intet nyt under solen, og det er en enorm og fuldstændig fantastisk glæde at se, at det gentager sig og bliver ved. Og det der med, at de ikke må få slik? Jo, det kan jeg love dig for, de må. Og pandekager. Hver gang de er på besøg. Og popcorn sammen med pandekagerne. Jeg elsker den gamle sætning »If you raise your children, you can spoil your grandchildren. But if you spoil your children, you’ll have to raise your grandchildren«. (Hvis du opdrager dine børn, kan du forkæle dine børnebørn. Men hvis du forkæler dine børn, bliver du nødt til at opdrage dine børnebørn; red.)

Søren Pilmark er en passioneret tryllekunstner, og faget spiller også en rolle i den nye bog, der har et varieté-teater som ramme. - Jeg har selv tryllet, siden jeg var otte år gammel. I begyndelsen var det mest for at dupere mine kammerater. Tænk at kunne lave virkeligheden om? Tænk at beherske na turlovene som ingen anden? Men siden har trylleriet altid været med mig, såvel privat som på scenen, siger han. Foto: Nicolai Lorenzen

To slags troværdighed

Det var netop ønsket om at have tid sammen med sine børn, putte dem og læse godnathistorie der i sin tid fik Søren Pilmark til at afsøge endnu et hjørne af skuespilfaget og optræde som Bahnsen i en længere række DSB-reklamer sammen med lilla-pelsede Harry.

Kalkulen var ret enkel: Økonomien i at være Bahnsen betød, at Pilmark ikke behøvede at stå på teateret om aftenen og spille den ene forestilling og så møde næste dag for at øve på den kommende.

I dag er Bahnsen for længst sendt på pension, børnene er blevet store, og Søren Pilmark er tilbage på teateret om aftenen. Alligevel vil han stadig gerne prioritere. Der skal være tid til børnebørnene, og så har han i øvrigt en ikke helt lille liste med andre ting, som han drømmer om at kaste sig over eller bruge endnu mere tid på. Det er igen den der trang til alsidighed, til at prøve så meget forskelligt som muligt.

- Jeg kan godt lide at male, og jeg interesserer mig meget for at lave mad. Der er tonsvis af ting, jeg godt kunne tænke mig. Tonsvis. Også alle mulige åndssvage ting. Jeg elsker at arrangere ..., siger han og holder en lille kunstpause:

- ... haver. Altså inde i hovedet. »Her burde man lægge ... Nej, man burde flytte den sti, og så kunne man anlægge en bed«. Når jeg ser, at der er nogen, der har sådan en lillebitte gravko, tænker jeg, at jeg gerne selv vil have en. »Hvad fanden vil du grave, Søren? Det ved jeg ikke, men sådan en burde jeg have«. Når jeg ser nogle karabinhager til bjergbestigere i en sportsforretning, får jeg også lyst til at købe dem. Eller save og hamre hos en isenkræmmer. Eller en boremaskine. »Men Søren, det er jo et trykluftsbor til beton. Den får du da aldrig brug for? Nej, men derfor kunne det stadig være dejligt at have det«.

Lysten til at skrive er også kommet for at blive.

- Hvis jeg kunne kombinere det med at spille skuespil, men ikke hver aften, ville det være en vidunderlig kombination. Så har man stadig sin teaterfamilie, og jeg er et meget socialt menneske, som godt kan lide at være en del af sammenhænge, siger Søren Pilmark.

- Det er måske det, der er evigt liv. "Wow, det sker igen. Wow, han skal også have tænder". Og så begynder han også at skabe sig og blive krukket og ville have mere slik. Der er intet nyt under solen, og det er en enorm og fuldstændig fantastisk glæde at se, at det gentager sig og bliver ved, siger Søren Pilmark om at få børnebørn. Foto: Nicolai Lorenzen

Gensyn med glimtet

Omvendt er det ensomt at skrive en bog, og nogle gange har det virkelig været op ad bakke. Så er der mennesker, som kærligt og ukærligt har hjulpet eller givet ham en på snotten, som han selv formulerer det, og fået ham tilbage på sporet.

- Og det gælder for det meste kunst, at når det kører, og man er inde i et kunstnerisk flow, kan det ikke sammenlignes med noget som helst. Det er noget umåleligt og uvejeligt, der sker, men lykkefølelsen fås ikke meget bedre, siger han og understreger, at følelsen selvfølgelig er noget særligt, fordi dens baggrund er, at det af og til er tungt og svært at få det til at fungere, også på scenen.

- Det er derfor ydmygheden og glæden, når det lykkes, er enormt stor, specielt efter 45 år, hvor erfaringer siger, at der kraftedeme er langt mellem snapsene. Men hvis man har fået et glimt af stjernerne, vil man gerne have det glimt igen.

Søren Pilmarks roman »Varieté. Laurits og Valdemar« er udkommet på Politikens Forlag.

- Jeg kan godt lide at male, og jeg interesserer mig meget for at lave mad. Der er tonsvis af ting, jeg godt kunne tænke mig. Tonsvis. Også alle mulige åndssvage ting, siger Søren Pilmark. Foto: Nicolai Lorenzen

- Det gælder for det meste kunst, at når det kører, og man er inde i et kunstnerisk flow, kan det ikke sammenlignes med noget som helst. Det er noget umåleligt og uvejeligt, der sker, men lykkefølelsen fås ikke meget bedre, siger Søren Pilmark. Foto: Nicolai Lorenzen