Birch Ejendomme og omdømmet

17. november 2021, 12.37

Foto: Jakob Stigsen Andersen

BYVÆKST I skrivende stund er stemmeoptællingen efter kommunalvalget langt fra slut. Så det vides ikke, om et nyt byråd og et nyt plan- og vejudvalg fremover finder ud af at arbejde langsigtet med Silkeborgs byudvikling og med reel inddragelse af borgerne ved store projekter som f.eks. højhuse i bymidten. Men man kan håbe. Det er på høje tid.

René Birch har indrykket endnu en 2-sides annonce i Midtjyllands Avis. Han må have købt en del ydelser hos et image bureau. Det sker typisk, når et image trænger til forbedring.

Det handler om at udvikle Silkeborg gennemtænkt med overordnet planlægning, respekt for kultur og æstetik, krav til bygherrer, overholdelse af lokalplaner, kritisk fokus på dispensationer - og gerne mere idé og forskellighed i massebebyggelser ...

Jens Ravn

I annoncen 15.11. angriber Birch byrådets Peter Sig og mere end antyder, at Sig mangler visioner og er imod udvikling. Det er for plat. Peter Sig har såmænd bare offentliggjort dokumentation for, at Birch Ejendomme i flere tilfælde overtræder bestemmelser i lokalplaner ved bl.a. at lade lejere flytte ind uden ibrugtagningstilladelse fra kommunen. Overtrædelser som Birch Ejendomme erkender, og som Silkeborg Kommune nu strammer op på.

René Birch fortæller i annoncen, at »der er alt for mange sure gamle mænd og kvinder, der helst ser, at udviklingen (i Silkeborg) helt stopper«. Vrøvl. Selvfølgelig ønsker vi silkeborgensere at fortsætte den gode udvikling med mange nye borgere, erhvervsudvikling, SIFs formidable efterår m.m. Det gælder også »de sure gamle mænd og kvinder« og dem, der vil være ung med de unge. Birch Ejendomme bidrager jo i øvrigt selv til udvikling.

»Så lad os nu ikke stoppe udviklingen«, udtaler Birch og tager mange unge familier og par i sine boliger til indtægt i sin kampagne for imageforbedring - og bruger samtidig Peter Sig og formentlig andre som trædepude for at klandre de, der ser kritisk på nogle af Birchs planer og handlinger. F.eks. at erstatte Birkedommerboligen med et 10 etagers højhus. Eller at rulle lange rækker af meget, meget tæt og lavt byggeri ud, uden at indtænke luft og grønne omgivelser.

Så, René Birch: Det handler ikke om at stoppe udviklingen. Det handler om at udvikle Silkeborg gennemtænkt med overordnet planlægning, respekt for kultur og æstetik, krav til bygherrer, overholdelse af lokalplaner, kritisk fokus på dispensationer - og gerne mere idé og forskellighed i massebebyggelser. Det sidste kan f.eks. Levehuse levere.

Men ikke alt i annoncen er spin og pleje af image. Ros til Birch for, at han opfordrede de unge til at stemme.

Indlæser debat