Ungarsk stregkæmpe udråber Danmark til VM-favorit

Ungarn fik ikke et ben til jorden i kvartfinalen mod Danmark, erkender stregspilleren Miklos Rosta.

Udgivet:25. januar 2023, 21.01

Læsetid:1 minut

De ungarske spillere kom i menneskehænder hos Magnus Saugstrup og resten af det danske forsvar.

/ Ritzau /

STOCKHOLM Det danske håndboldlandshold var guldfavorit før VM og er det i mindst lige så høj grad efter 40-23-sejren i kvartfinalen over Ungarn.

Det mener i hvert fald den ungarske stregspiller Miklos Rosta, der sammen med sine holdkammerater måtte lægge ryg til en regulær afklapsning i Stockholm onsdag aften.

- Alle tænkte vel, at Danmark var den største favorit før turneringen. Og jeg tænker selvfølgelig det samme nu.

- Vi vidste på forhånd, at Danmark har et bedre hold. Og vi havde ikke en chance, siger Miklos Rosta.

Kampen var reelt afgjort allerede halvvejs, da Danmark førte 21-12. De ungarske spillere så tidligt ud til at miste modet, og spænding blev der aldrig.

- I alle dele af det offensive spil har Danmark virkelig gode spillere. Både i bagkæden og på fløjene. Det er et meget kraftfuldt hold.

- Vores egen præstation var ikke særlig god. Men danskerne var velforberedte, deres målmand (Niklas Landin, red.) stod virkelig godt, og de spillede meget hårdt i forsvaret. Det kunne vi ikke finde en løsning på, erkender Miklos Rosta.

Danmark spiller semifinale fredag aften, hvor modstanderen er Spanien.

/ritzau/