Ny redningsplan for Superligaen

Divisionsforeningen mener, at det er realistisk at gennemføre sæsonen inden august

7. april 2020, 16.17

De resterende kampe i Superligaen vil efter planen blive afviklet inden udgangen af juli uden tilskuere på tribunerne. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

FODBOLD Det er efter regeringens udmelding mandag aften realistisk at gennemføre sæsonen og få afviklet samtlige kampe i Superligaen og 1. division. Uden tilskuere på lægterne vel at mærke.

Det skriver Divisionsforeningen i en pressemeddelelse.

Her fremlægger Divisionsforeningen tre scenarier for, hvordan det kan lade sig gøre. Alle med opstart i maj.

Tidligst 15. maj vil bolden igen rulle. Alternativt vil den bedste danske fodboldrække blive sat i gang enten 24. eller 31. maj.

I de tre scenarier bliver både Superligaen og den danske pokalturnering spillet færdig inden udgangen af juli, ligesom der er indlagt en opstartsperiode med plads til fysisk genopbygning og holdtræning, inden de første kampe fløjtes i gang i maj.

Planen er derefter, at næste sæson vil blive startet op i begyndelsen af september med fans på tribunerne, lyder det fra Divisionsforeningen.

- Myndighederne har lavet en plan for langsom genåbning af Danmark, og den plan indretter vi selvfølgelig den professionelle klubfodbold efter, siger direktør i Divisionsforeningen Claus Thomsen i pressemeddelelsen.

- Mange klubber har haft hjemsendt ansatte - både spillere og øvrigt personale. En del klubber er allerede begyndt med træning i mindre grupper. Det kommer gradvist til at blive forøget, og så kan vi forsvarligt begynde at afvikle kampe igen i anden halvdel af maj måned.

Al dansk topfodbold har været sat på pause siden starten af marts på grund af udbruddet af coronavirus.

- Ligesom mange andre private virksomheder er klubberne hårdt ramt af lukningen. Der er stor opbakning og ros til myndighedernes ageren - både nedlukningen og nu planen for genåbning.

- Det glæder vi os alle til at være en del af - og vi er meget opmærksomme på at gøre det på en forsvarlig måde med stor fokus på at overholde de retningslinjer, der er lavet, siger Claus Thomsen.

/ritzau/

Læs også
SIF-direktør: Superligaen færdigspilles
+Abonnement