DGI henter ny administrerende direktør i Skatteministeriet

19. maj 2020, 12.00

Jens Otto Størup tiltræder 1. juli som administrerende direktør i DGI. Foto: Skatteministeriet

JOBNYT: Det er en af de helt tunge poster i dansk idræt, som til sommer får en ny administrerende direktør med solide ledelseserfaringer i at få lokale, regionale og nationale perspektiver til at spille sammen.

52-årige Jens Otto Størup tiltræder 1. juli som administrerende direktør i DGI, der tæller over 6.400 idrætsforeninger med 1,7 millioner medlemmer. DGI’s tæt på 650 medarbejdere arbejder med det klare mål at gøre flere danskere aktive, helst i en idrætsforening. Og historisk mange danskere er medlem af en idrætsforening. Det viser de medlemstal for 2019, som DGI netop har offentliggjort.

Jens Otto Størup kommer fra en stilling som direktør i Motorstyrelsen under Skatteministeriet. Motorstyrelsen var en af de syv styrelser, der i 2018 erstattede Skat.

Privat bor Jens Otto Størup i Hjørring med sin kone Anette og den yngste af parrets tre børn.

Jens Otto Størup afløser Troels Rasmussen, der har været konstitueret i stillingen siden december 2019, hvor Søren Brixen fratrådte som administrerende direktør i DGI.