Midtjyske Meninger: Den lokale ånd

21. februar 2020, 11.42

En artikel fangede i går min opmærksomhed. Ikke fordi den er fra Kjellerup og dermed fra »min« by. Den kunne ligeså vel have været fra Ry eller Hammel, eller en hvilken som helst anden provinsby.

Indholdet drejer sig om den lokale fodboldklub, der på få år voksede sig imponerende stor. Kimen blev lagt, da man rettede blikket længere væk end blot det lokale. Således hentede man spillere fra højere rækker i andre jyske byer. Og i takt med resultaterne på banen forbedredes, blev klubben attraktiv for yderlig andre spillere, der nu selv fandt vej til Midtjylland.

Alt dette er en velfortjent succeshistorie. Men alle medaljer har en bagside - selv en fodboldmedalje.

Skal man bevarer lokal opbakning, fra såvel tilskuere som sponsorer, så er resultaterne på grønsværen afgørende. Men det er den folkelige entusiasme også. Og der er bare ikke det samme ved at komme på et stadion, hvis man ikke kender de spillere, der sparker til den runde læderkugle.

Jeg husker tydeligt, da jeg som ung knægt i byen, weekend efter weekend fulgte førsteholdskampene. Men jeg mindes endnu tydeligere, hvor stolt jeg følte mig dagene derefter, når jeg mødte selvsamme spillere i Super-Brugsen eller ved pølsevognen. De var lokale helte for mig. Og dengang blev der i øvrigt spillet i langt dårligere rækker.

I flere år efter jeg flyttede fra byen, tog jeg jævnlig tilbage til Kjellerup stadion, hvor man sågar havde fået tribune, som tegn på den mere professionelle tilgang i klubben. Men tribune eller ej, så mistede jeg interessen, når det for mig var ukendte spillere, jeg så på. Så kunne jeg lige så vel se et hvilket som helst andet hold.

Men klummen her handler slet ikke om fodbold. Den handler om noget så vigtigt som lokalpatriotisme. At skabe grobund for udvikling i kraft af de, der ønsker det lokale. Om det er sport eller noget andet er ligegyldigt.

En virksomhed opnår ej heller samme popularitet i lokalsamfundet, hvis den fortrinsvis eksporterer til udlandet, som hvis den leverer til egen by. Eller hvis den udelukkende ansætter udenbys arbejdskraft.

Man hører også om kunstnere, der er verdenskendte, men ikke anerkendte i deres egen by eller landet de kommer fra. Det er netop fordi, de ikke længere appellerer til deres »egne«.

Tilsvarende har jeg ved flere folketingsvalg stemt på lokale politikere, om end jeg ikke nødvendigvis var af samme overbevisning som dem, men fordi jeg ud fra vores liv i samme egn, har kunnet identificerer mig med dem - eller har kendt dem fra bybilledet.

Der er her hverken rigtig eller forkert i en sportsklubs tilgang til den velfortjente succes. Men overordnet kan man sige, at lige som det er sympatisk, når et menneske, der vokser sig »højt på strå«, husker sine rødder, lige så vigtigt er det, at rødderne husker mennesket.