Dagplejen skal vende styrket tilbage

Udgivet:22. september 2021, 12.42

Læsetid:1 minut

Af Jonas Sivertsen (S) og Peter Sig Kristensen (EL) Medlemmer af Børne- og Ungeudvalget i Silkeborg Kommune

BØRNEPASNING Dagplejen i Silkeborg Kommune er under markant pres. Presset kommer særligt fra de udfordringer med kapaciteten, vi har i disse år i Silkeborg Kommune på dagtilbudsområdet.

Presset giver sig særligt udslag i, at dagplejens mødesteder - legestuerne - flere steder nu er inddraget til nye pladser til vuggestuer og børnehaver. Vi er helt med på, at el-ladcykler, tipier eller andre tiltag til at gøre det mere tåleligt for dagplejen at mødes udenfor ikke er det bedste for fremtiden. Uanset, at vi som hele børne- og ungeudvalget gerne vil have mere udeliv for de små.

Vi stiller os gerne i spidsen for udarbejdelsen af en konkret plan for, hvordan dagplejen i Silkeborg Kommune hurtigst muligt kommer tilbage til normalen med gode, lokale mødesteder
Jonas Sivertsen (S) og Peter Sig Kristensen (EL)

Der er dog ingen, som vi ser det, som politisk ønsker at gøre dagplejens forhold i Silkeborg Kommune ringere. Tværtimod ønsker et samlet byråd, som vi hører det, at styrke og udvikle dagplejen som et ligeværdigt dagtilbud på linje med vuggestuer, børnehaver og privat hjemmepasning.

Vi stiller os gerne i spidsen for udarbejdelsen af en konkret plan for, hvordan dagplejen i Silkeborg Kommune hurtigst muligt kommer tilbage til normalen med gode, lokale mødesteder. Vi lukker i den forbindelse gerne mødestederne op for hjemmepassere, når og hvor det er muligt. Det skal være en plan med både tid, økonomi og aktiviteter, som vi kan arbejde med virkeliggørelsen af, mens vi stadig kæmper for at følge med, så alle forældre kan få et godt dagtilbud så tæt på hjemmet som muligt.