Midtjyske Meninger: Virklund med barnevogn

18. januar 2021, 12.14

Foto: Jakob Stigsen Andersen

Få kender Virklunds gader og stræder bedre end jeg. Sagt i al beskedenhed. Jeg er vokset op herude. Engang var det mig, der lå i barnevognen og blev trillet op og ned ad et af kommunens eneste rigtige stræder: Bjørnestræde. Smag på navnet. Det er svært at overgå. Nuvel, vi flyttede til trods for det flotte gadenavn. Forblev dog i Virklund.

Sidenhen fulgte uddannelse i Herning og nogle år i Aarhus. I fjor kom vi for alvor hjem igen. Denne gang som en lille familie. Nu triller barnevognen igen i Virklunds bakkede landskab. På de gader, hvor jeg engang luftede hund. De gader, hvor jeg engang gik med aviser. Ekstra Posten. Lokale nyheder tilsat gode tilbud på øl og Yankeebar.

Men tilbage til barnevognen. Jeg har ofte fornøjelsen af dagens sidste tur. Den svære tur sidst på eftermiddagen. Carl er egentlig ikke træt, men det er nødvendigt med en lur, hvis der skal være kræfter til at indtage den ventende kartoffelmos tilsat pastinak og kogt torsk. Far har fyraften og vi må af sted. Hvad møder vi på vores tur? Er Virklund den samme by som for 20 og 30 år siden?

Husene er blevet pænere. Nænsomt renoverede og pænt vedligeholdte. Bilerne er blevet større og flere. Facader og indkørsler forskønnet. Her er pænt. Virklund rimer på velstand. Det skal vi ikke være kede af. Men hvad med menneskene herude? Er det de samme, som de var engang?

Vi går ned mod kirken. Sov sødt barnlille. Når Vesterlundvej. Virk-lunds »Champs-Élysées«. Vejen er bred. Palæerne smyger sig side om side og spejler sig i Thorsøs blanke vand. Her møder vi en håndfuld fyrreårskriser. Fyrreårskrisen er en mand. Han har passeret de 40 år. Har iført sig en usandsynlig stram trikot og er nu på vej ud i skoven på sin mountainbike. Ofte i selskab med et par andre fyrreårskriser. De kører ved siden af hinanden og ikke som skolebørnene på række. Trikoten strammer. Som kronprinsessen sagde ved Frederiks fødselsdag, er det ikke alle, der bærer den slags lige yndefuldt. Heller ikke i Virklund.

Der er tale om mænd, der pludselig har fået en trang til at cykle som gjaldt det en corona-vaccine. I sne, i slud. Tidlig morgen, sen aften. I shorts og med pandelamper. For 30 år siden havde vi ringet efter nogen, der kunne hente dem og bringe dem hjem. Nu er de her hele tiden. Men de er skam flinke nok. Hilser på og siger »hej Christoffer«. I deres mudderbelagte antræk har jeg imidlertid ikke en chance for at se, hvem jeg hilser på. Men pyt med det. Som Riis på Hautacam i ’96 har de tid til at vinke. Jeg vinker igen.

Guds hus er nået. Carl sover. Vi vender om og hjemad. Virklundborgerne er hjemme. Covid-19 krisen påvirker også Virklund. Det dufter af mad fra køkkenerne. Teenagebørn ses hjælpe til bag ruderne. Flere steder er det sågar far, der laver sovsen. Det har vi aldrig brugt i mit barndomshjem. Forandringens vinde blæser over Virklund. De skal have hakkebøf. Duften er ikke til at tage fejl af. Bløde løg. Maven knurrer. Vi må videre.

Hjemme venter mos med pastinak og kogt torsk.