Risiko for strømsvigt i Nuuk vil bestå i flere uger

Flere strømsvigt har påvirket hverdagen for borgere i den grønlandske hovedstad, Nuuk, fortæller redaktør.

3. december 2021, 18.25

Der kan gå dage eller uger, før strømsituationen i Nuuk normaliseres, siger energidirektør. (Arkivfoto).

KØBENHAVN Der er lagt en dæmper på decemberstemningen i den grønlandske hovedstad, Nuuk, efter flere og til tider omfattende strømafbrydelser de seneste dage.

Det fortæller Anne Meisner Synnestvedt, som er redaktør på Radioavisen i grønlandske KNR Nyheder.

- Det påvirker rigtig meget i hverdagen, og det er jo noget, som alle grønlændere snakker om.

- Grønlands Politi har opfordret borgerne til at spare på strømmen, da man er gået over til at bruge byens nødkraftværk. Det betyder, at der er opfordret til, at man hverken vasker tøj, bruger sin ovn eller opvarmer sit hjem unødvendigt.

- Der er en grønlandsk tradition for at hænge julestjerner i vinduerne, fordi her er så mørkt. Det har politiet også opfordret til, at man lader være med, siger hun.

Årsagen til strømafbrydelserne blev fundet torsdag.

Det skete, da teknikere fra energiselskabet Nukissiorfiit fik mulighed for at inspicere højspændingskablet, som leverer al strøm til Nuuk fra et vandkraftværk, i en helikopter fra Arktisk Kommando.

Det skriver Forsvaret i en pressemeddelelse.

Her observerede teknikerne, at det bånd, der holder strømkablerne sammen, er begyndt at trevle op.

Det har resulteret i, at kablerne løsner sig og støder sammen og dermed forårsager flere strømafbrydelser, herunder en strømafbrydelse i alle Nuuks bydele mandag aften.

Kablerne skal nu skiftes. Det kan tage dage eller uger, før situationen er normaliseret, oplyser energiselskabet Nukissiorfiit.

At der er usikkerhed om, hvornår den næste strømafbrydelse kommer, er utrygt for mange borgere i Nuuk, fortæller Anne Meisner Synnestvedt.

- Det er ret utrygt, særligt for ældre mennesker, at man ikke ved, hvornår man kommer til at mangle strøm, særligt fordi der er både mørkt og koldt i Nuuk.

- Det kan jo ske hele tiden, at strømmen forsvinder. Det er jo bare utrygt, at det kan ske hele tiden, og at man lige pludselig kan miste strøm og adgang til ting i sit eget hjem, siger hun.

Selv om der stadig kan forekomme strømafbrydelser, er samfundet oppe at køre igen efter det første store nedbrud mandag, hvor al telefoni i hele Grønland var nede i en periode.

Blandt andet har man sikret, at de samfundskritiske dele af sundhedsvæsnet kan køre videre, selv hvis der kommer endnu en strømafbrydelse, fortæller Anne Meisner Synnestvedt.

/ritzau/