Surprise-party for jubilerende tandlæge i Ans

Tandlæge Erik Holm fra Tandlægerne i Ans har været praktiserende tandlæge i Ans i 40 år

16. juni 2021, 09.35

Erik Holm er tandlæge hos Tandlægerne i Ans, hvor han nu har arbejdet i 40 år. Privatfoto

JUBILÆUM: Tandlæge Erik Holm kunne tirsdag fejre et helt særligt jubilæum med 40 år som praktiserende tandlæge hos Tandlægerne i Ans.

Klinikejer Rikke Freitag havde i dagens anledning arrangeret en surprise reception med deltagelse af familie, venner, kolleger og trofaste patienter, hvoraf flere af sidstnævnte fremmødte har fulgt Erik igennem alle årene.

Erik Holm er tidligere ejer og stifter af klinikken i Ans, indtil han i 2009 solgte klinikken til Rikke Freitag, hvormed de to byttede roller.

Erik fortsatte på klinikken som ansat i et nu mere end 20 års velfungerende samarbejde, fortæller Rikke Freitag.

- Erik Holm er en dygtig og afholdt kollega, som har formået at følge med tiden og udviklingen, så høj faglighed har kunnet opretholdes. Blandt andet er klinikken igennem årene moderniseret og udbygget med digitalisering af alle processer såsom anvendelse af mikroskop ved rodbehandlinger, 3D scanninger og senest 3D printer. Alt sammen færdigheder som Erik Holm udover traditionelle behandlinger mestrer til fulde, hvilket vidner om, hvor meget Erik Holm med 40 år i branchen fortsat brænder for faget, lyder det fra Rikke Freitag.

Erik Holm er en dygtig og afholdt kollega, som har formået at følge med tiden og udviklingen, så høj faglighed har kunnet opretholdes.

Rikke Freitag, klinikejer - om Erik Holm

Erik Holm er udover at være en dygtig tandlæge også et sødt og omsorgsfuldt menneske.

De mange fremmødte patienter fremhævede netop, at Erik Holm altid prioriterer og tager sig tid til den personlige snak som afslutning på ethvert besøg på klinikken, hvilket gør, at folk føler sig velkomne og godt tilpas i hans selskab.

Erik Holm, der fylder 70 næste år, har modtaget mange lykønskninger fra såvel patienter som kolleger, der alle udtrykker håb om, at Erik Holm fortsat vil være at finde hos Tandlægerne i Ans i mange år fremover. MH

Læs også
300 veteraner på markedspladsen i Ans