Kan være påsat brand: Fire containere brændt af

Kort før klokken 20 lørdag aften blev Midtjysk Brand og Redning kaldt ud til en brand i fire container-skraldespande

29. november 2020, 08.40

Midtjysk Brand og Redning var tilkaldt til en brand i fire skraldespande på Dybkærvej lørdag aften. Foto: Peter Erfurt

SILKEBORG - Det er altså meget sjældent, at fire skraldespande går i brand af sig selv. Men nu må vi vente på politiets undersøgelser for at se, om branden var påsat.

Sådan lyder det fra indsatsleder ved Midtjysk Brand og Redning i Silkeborg, Anders Simonsen, om den brand han og kollegaerne var kaldt ud til lørdag aften kort før klokken 20.

- De drejede sig om fire containere, der var i brand. Dem man bruger som skraldespande. Men da vi ankom til stedet var skraldespandene fuldstændigt nedsmeltede, og der var kun et mindre efterslukningsarbejde tilbage, siger Anders Simonsen.

Skraldespandene var placerede ved kolonihavebebyggelsen på Dybkærvej mellem Arendalsvej og A. Andersensvej i Silkeborg.

Det er den tredje brand i området i løbet af den seneste måneds tid.