Alves har sagt farvel til SIF

Frederik Alves Ibsen kommer ikke med i truppen til årets sidste kamp, hvor SIF er udfordret på den centrale midtbane

17. december 2020, 12.09

Frederik Alves Ibsen har spillet sin sidste kamp for Silkeborg IF. Foto: Jakob Stigsen Andersen

FODBOLD 21-årige Frederik Alves Ibsen har spillet sin sidste kamp for Silkeborg IF. Midtstopperen har sagt farvel til holdkammeraterne i SIF og sætter snart kurs mod Storbritannien.

Forsvarsspilleren står foran et længe ventet skifte til Premier League-klubben West Ham, og han var derfor ikke til stede ved torsdagens træning på Jysk Park.

Her gennemførte SIF-truppen de sidste forberedelser inden fredagens udekamp i Skive. Til årets sidste kamp må cheftræner Kent Nielsen også se bort fra Mark Brink, der afsoner karantæne.

Den oplagte afløser på den centrale midtbane er heller ikke kampklar. Stefán Teitur Thórdarson har således pådraget sig en mindre skade og er derfor heller ikke med i truppen. I stedet er Pelle Mattsson og Valance Nambishi udtaget.

Det samme er målmandstræner Thomas Nørgaard, der skal agere reserve for Stan van Bladeren, da førstevalget Oscar Hedvall har pådraget sig en korsbåndsskade.

Milan Massop har trænet med resten af truppen i denne uge, men hollænderen kommer ikke i aktion på denne side af nytår.