
1 måned siden
TRAFIK I fredags oplevede jeg en farlig hændelse i lyskrydset Borgergade/Kejlstrupvej. Det som førte til hændelsen oplever jeg ofte, men den her gang kunne det være blevet fatalt for en cyklist.
Jeg kom igen et splitsekund for sent til at trykke på knappen for at få grønt lys i fodgængerovergangen, og måtte pænt vente. Der var en bilist som skulle svinge til højre, som ikke kunne forstå at jeg ikke gik ud i fodgængerfæltet, når der nu var grønt i vores retning - jeg oplever tit, at bilister ikke er opmærksomme på, at fodgængernes lys ikke nødvendigvis skifter. Efter noget tid erkendte føreren, at jeg ikke havde planer om at gå, og fuldførte så sit højresving.
Et sekund senere kom der en bil mere, og samme historie gentog sig. Med den forskel, at nu kom der også en cyklist, som bilisten overså i forvirringen. Det var heldigvis en rutineret og opmærksom cyklist, som havde forudset faren og undveg i sikker stil.
Det er kendt at næsten halvdelen af alle ulykker skyldes uopmærksomhed, for eksempel hvis en trafikant bliver distraheret af noget andet. Som det uforståelige i at en fodgænger ikke går ud i fodgængerfeltet, når der burde være grønt lys. Den her gang gik det godt, men næste gang er det måske en knap så rutineret cyklist.
Jeg synes at det er ærgerligt, at man stædigt holder fast i, at fodgængere skal trykke på en knap for at få grønt lys. Ud over at det skader trafiksikkerheden, er det irriterende og hæmmer fodgængeres fremkommelighed.
Og så er det paradoksalt, at man installerer teknologi, som optimerer fodgængerfelterne til, at der kan komme flest mulige biler igennem. Fodgængerfelter burde optimeres til fodgængere.
Jeg ved at dette lyskryds er en del af den kommende trafiksikkerhedsplan, og der skal lyde stor ros til Silkeborg Kommune for at sætte fokus her samt andre farlige steder. Jeg håber at man kommer frem til nogle gode løsninger så vi alle kommer hurtigt og sikkert frem.
Indlæser debat