Nytårshygge og sangglæde på Solhøj

Rotary’s komsammen en succes i de nye rammer

27. januar 2020, 14.06

Som tidligere på Skaghøj var det musikpædagogen Heidi Lerche, der akkompagnerede sange og viser.

HAMMEL Den første tradition er formentlig skabt på Hammels nye plejecenter Solhøj. Det er Rotary’s nytårskomsammen med de ældre, der forleden blev holdt for første gang i de nye rammer. Den er fulgt med fra Skaghøj, hvor Rotary-medlemmerne gennem mange år har haft den årlige sammenkomst med beboerne - og den blev meget vellykket i sin nye udgave. Først kom der lidt lækkert på tallerknerne, og siden blev der sunget en masse gamle viser, og senere lidt nyere sange fra 80’erne og 90’erne - alle akkompagneret af musikpædagogen Heidi Lerche, der havde taget harmonikaen med.

Stemningen var overordentlig god, og flere af beboerne fik sig en lille svingom, til stor glæde for os alle, fortæller Flemming Selmer fra Rotary.

- Så en tradition føres videre, forhåbentlig i mange år endnu, siger han.