Corona - hvad er rigtigt og hvad er forkert?

30. januar 2021, 08.00

CORONARESTRIKTIONER Så kom den ventede forlængelse af restriktionerne. Vi må acceptere at være buret inde en stund endnu.

Men hvor hardcore skal man egentlig være. Min svoger har netop meldt afbud til fruens fødselsdag grundet corona. Kan man undgå at være en smule fornærmet?

Min 13-årige søn kæmper dagligt (forgæves) med at komme til at mødes med en kammerat fra den nu lukkede skole.

Gymnasiedatteren ser en lille udvalgt flok for ikke at blive skør oven i hovedet, men der bliver holdt skarpt øje blandt kammeraterne indbyrdes. Da hun besøgte sin storesøster i Aarhus for nylig blev det kritiseret. Datteren i Aarhus bor midt i, det ellers livlige, Latinerkvarter, der er blæst for mennesker. Hun har været »hjemme« hele juleferien og er her nærmest hver weekend.

Parret vi holdt nytår med kommer her ikke af skræk for corona. Den ældste datter er isoleret med familien i et sommerhus på Rømø. En konsulent kom forbi på hendes arbejde med »den engelske variant« for et par dage siden.

Fristende at besøge børnebørnene, der ellers bor på Amager, men vi gør det naturligvis ikke.

Du møder en person på gangen i supermarkedet iført hjelm og visir. Vedkommende ser skrækslagen ud og springer et halvt skridt tilbage, så han står helt stiv med ryggen op mod en hylde, til du er forbi.

Hvad er rigtigt og hvad er forkert. Her i familien bliver det hyppigt diskuteret og vi er nogenlunde afslappede, uden at være skødesløse. Det synes vi i hvert fald selv, men andre kan have en helt anden opfattelse. Det må vi respektere. Ellers går vi rundt og bliver intolerante og mavesure. Det fører ingen steder hen. Lige om lidt letter tågen og foråret kommer. Jeg kan næsten høre fuglene kvidre og se træerne springe ud.