Mindre huse er ikke vejen frem

Udgivet:31. maj 2023, 10.02

Læsetid:2 minutter

Foto: Martin Ballund

Af Karina Kirk. Nye Borgerlige Skanderborg Byråd

4 måneder siden

KLIMA At bygge mindre huse bliver ikke en tilgang, Nye Borgerlige kommer til at støtte, da der nemt kan bygges et hus på 200 kvadratmeter, der er langt mere miljøvenligt end et hus på 100 kvadratmeter. Det er sjældent størrelsen, der er afgørende, men mere materialevalg og mulighed for selvforsyning/0-energi byggerier.

I Nye Borgerlige mener vi, at alt unødvendigt bureaukrati fra kommunens bygningsregulativer først og fremmest bør kigges igennem for, om nogle lokalplaner selv spærrer for miljøvenlige tilvalg fra nybyggere og udviklere, inden man begynder at stille flere krav til de selvsamme. Et ønske Nye Borgerlige i Skanderborg fremsagde allerede 19. april på økonomi - og erhvervsudvalgsmødet.

I Nye Borgerlige ønsker vi i stedet at skabe muligheder og booste kreativitet og innovation i samfundet frem for at presse borgerne ned i flere små ensartede kasser. Derfor har vi også fremsat et ønske om, at kommunen kigger ind i områder, hvor mindre grunde kunne udstykkes, så dem, som har et ønske om at bygge og bo i et tiny house, kunne få denne mulighed - en trend der vinder meget frem i øjeblikket. Også i Danmark hvor man nu i vores nabokommune Horsens opstarter et område i den nordlige del af kommunen til dette formål.

Det ville tillige have en social profil her i Skanderborg Kommune, da vi ofte må drøfte, hvor dyrt det er at bo og etablere sig her, og på denne måde vil der komme en ny mulighed for billigere grunde med billigere huse.

Det kan tillige synes en anelse hyklerisk at være vidne til, at Socialdemokratiet i Skanderborg Kommune går med på den her med mindre boliger for at nedbringe CO2 i byggebranchen, når deres egen partitop som daværende et-parti’s regering selv fredede både Aalborg Portland og Rockwool-koncernen i forbindelse med klimaafgifter, så de slipper med at betale 100 kr. pr. ton udledt CO2, imens alle andre firmaer i landet skal betale 375 kr. pr. udledt ton CO2. To af de største CO2 udledere i Danmark og som leverer store mængder byggematerialer her i landet ... den røde tråd mangler i egne rækker, og det vil vi ikke være med til, at borgerne skal betale prisen for - igen!

Står det til dem der kalder sig grønne, før de er røde, så skal kommende nybyggere og udviklere i Skanderborg Kommune kigge ind i blandt andet at måtte ty til at bygge mindre huse med et gennemsnit på 150 m2, som i øvrigt i sig selv intet siger om, hvor miljøvenligt et hus i øvrigt er.