112

200 km/t: Vild politijagt endte på Nørregade i Kjellerup

25-årig forsøgte at ryste politiet af sig på A13-hovedvejen. Det lykkedes ikke

1. august 2020, 08.54

KJELLERUP En 25-årig mand fra Farsø blev anholdt i Kjellerup fredag efter en vild biljagt, hvor den unge bilist forsøgte at ryste politiet af sig med over 200 kilometer i timen. Vagtchef Simon Skelkjær fra Midt- og Vestjyllands Politi fortæller, at manden fik en stribe sigtelser for forskellige overtrædelser af færdselsloven.

Den 25-årige, der havde sin kæreste med i bilen, kørte i nordlig retning på A13. Syd for Herningmotorvejen blev en patruljevogn opmærksom på bilen, der kørte for stærkt.

Men i stedet for at holde ind til siden, prøvede den 25-årige at flygte.

- Herfra gik det nordpå gennem Pårup mod Engesvang med 200 i timen. På et tidspunkt kørte han fra hovedvejen ind på de mindre biveje omkring Knudstrup og Thorning. Og flere gange vendte den 25-årige rundt for at prøve at ryste os af - blandt andet ind gennem en gårdsplads. Til sidst lykkedes det at anholde ham, da bilen blev bragt til standsning på Nørregade i Kjellerup ved 18-tiden, fortæller vagtchefen.

Efter endt afhøring blev den 25-årige løsladt igen, men skulle ifølge politiet finde en alternativ måde at komme hjem til Farsø på.

- Han havde ingen nummerplade på bilen, da vi kørte derfra. Køretøjet var nemlig ikke forsikret, og det gør det jo bare endnu mere vanvittigt, siger Simon Skelkjær.