Du bestemmer selv din velfærd og antallet af butikker i din by

5. december 2019, 12.53

DETAILHANDEL Det sidste nyhedsstof i Silkeborg har omhandlet butiksdød. En tøjhandel har nævnt, at det er sløjt med omsætningen i Silkeborg.

Folket taler for længere åbningstider, flere parkeringspladser og at »man bare skal sælge til billigste netpris« for at overleve.

Jeg har læst en masse af forbrugernes kommentarer omkring butiksdød.

Det kan være svært at gennemskue, hvordan det hele hænger sammen, så tillad mig at uddybe det.

»Butikkerne skal have længere åbent, så er det nemmere at handle hos dem« - Skal butikkerne have længere åbent, så vil priserne blive højere, da lønninger og driftsomkostninger bliver større. De medarbejdere, der yder den gode service, ville forsvinde pga. de lange åbningstider. Såfremt butikkerne skal holde åbent hver lørdag og søndag, kunne forslaget være, at institutionerne også begyndte at holde weekend-åbent, så de butiksansatte kunne få passet deres børn, mens de er på arbejde. Dette scenarie tror jeg dog ikke på, men det efterlader lidt at tænke over.

»Vi mangler kompetent vejledning i butikkerne« - Der er mange butikker med kompetente ansatte i Silkeborg. Men som resultat af længere åbningstider og lavere priser, er måden at spare penge på for mange butikker desværre at ansætte ufaglært personale til en billigere løn - hvilket giver en dårligere serviceopleve for kunderne i butikkerne.

»Butikkerne skal kunne matche netpriserne« - Husleje, lønninger, forsikringer og moms. Det burde være nok til at forklare, hvorfor butikkerne ikke altid kan være med på prisen på nettet.

En vigtig detalje er, at mange af de store webshops ikke betaler dansk skat. Køber du en vare i en dansk butik til 125 kr, men en webshop sælger varen til 100 kr, så sparer du intet andet end at sende skattekroner ud af landet.

Det er forståeligt, hvorfor bekvemmeligheden ved at handle online er til stede.

Børnefamilier, de travle hverdage osv. Men hvad sker der, når butikkerne i byen forsvinder?

»Hyggen og lokale arrangementer« - Turen ned af strøget i midtbyen, julelysene, duften af brændte mandler og det hyggelige ved at købe julegaver med familien forsvinder. Julegaveindkøbene skal nu foretages hjemmefra og den store oplevelse for børnene ved at se når julemanden ankommer til byen, erstattes af en streamet video fra iPad’en.

Når der ikke er flere butikker til at støtte op om events og arrangementer i byen, så forvent heller ikke at kommunen gør det.

»Økonomien i din kommune« - De ansatte, der i dag har arbejde i byens butikker, som ikke kan finde et arbejde andetsteds, vil skulle på understøttelse. Dette giver kommunen et økonomisk pres, som kan blive udslagsgivende for nye nedskæringer på hospitalerne, børnehaverne, skolerne osv. Det får en stor betydning for byens børn og unge hvis butikkerne lukker og slukker.

»Den personlige økonomi« - Jeg køber ikke præmissen med, der ikke er råd til at handle lokalt.

Selvom varerne måske koster 50-100 kroner mere at købe lokalt, så er det ikke noget, du bliver fattigere af at betale.

Hvis fokus er på at spare, hvor spares kan, for at betale for den næste ferie, bil eller lign., så fortsæt endelig. Klag ikke når effekterne af denne mentalitet efterlader store lokale konsekvenser.

»Boligpriserne i Silkeborg« - En tom by efterlader en mindre attraktiv lokation for fast ejendom, og det vil betyde et værditab for husejere i Silkeborg kommune.

Måske ikke noget som de fleste går og tænker på, men dog synes jeg, dette faktum er værd at nævne.

»Miljøet«- Den globale opvarmning og hvad vi skal gøre for at nedbringe den, er et kæmpe stort emne, som påvirker os alle. Hvordan påvirker det lokal handel?

Svaret er ret simpelt. Jo flere pakker, der skal fragtes ud til alle hjørner af det danske land, jo mere forøger det CO2-udslippet. Dette gælder for transporten med fly fra bl.a. Kina, og udstødningsgasser fra fragtbilerne. Det er immervæk bedre at sende en pakke med f.eks. 200 trøjer til en butik, fremfor at fragte dem enkeltvis ud til kunderne.

Et godt eksempel er den lokale købmand. Han må lukke fordi kunderne gerne starter bilen og kører langt. De vil hellere handle ind i et større varehus, for at spare nogle håndører. Men de selvsamme kunder klager sin nød, når købmanden lukker.

Forbrugeren bestemmer slagets gang og hvordan udviklingen skal være i hjembyen.

Så hvis du vil have lokale butikker i morgen, så brug dem i dag.

Og lad os alle have en rigtig hyggelig og dejlig jul.