Tidligere KIF-spiller skifter til 1. divisionsklub

25. februar 2020, 10.33

Lasse Andersen (i midten) skal spille for Skive i foråret. Foto: Martin Ballund

Fodbold Da Kjellerup IF for et par sæsoner siden kæmpede med i toppen af 2. division, var Lasse Andersen en del af klubbens forsvar.

Kort før forårsstarten for to år siden skiftede han dog til den færøske mesterklub HB Thorshavn, men nu er Lasse Andersen tilbage i Danmark.

Han har i vinter trænet med i 1. divisionsklubben Skive IF, og klubbens sportschef Rasmus Brandhof fortæller til Skive Folkeblad, at Skive har tænkt sig at lave en aftale for resten af sæsonen med Lasse Andersen.

Dermed bliver han genforenet med den tidligere Kjellerup-spiller Thomas Røll, der deler træneransvaret i Skive med den tidligere SIF-spiller Martin Thomsen. I Skive-truppen finder man desuden Sebastian Denius og Kenneth Nielsen, der også har fortid i Kjellerup IF.

Skive vandt i weekenden en træningskamp mod Fredericia med 1-0 på et mål af det tidligere SIF-talent Thomas Santos.