Medie: Styrelse rejser massiv kritik af psykiatrisk center i Field's-sag

Tilsyn vurderer, at mangler i journalføringen øger risikoen for, at patienter ikke får den rette behandling.

Udgivet:25. januar 2023, 21.08

Læsetid:2 minutter

/ Ritzau /

KØBENHAVN I et udkast til en tilsynsrapport rejser Styrelsen for Patientsikkerhed massiv kritik af Psykiatrisk Center Amager.

Det er det psykiatriske center, hvor den formodede gerningsmand bag skyderiet i Field's var i behandling inden den tragiske hændelse.

Det skriver Jyllands-Posten, som har fået aktindsigt i udkastet til rapporten.

Rapporten er i høring og er endnu ikke offentliggjort.

Ifølge Jyllands-Posten har Styrelsen for Patientsikkerhed på flere områder gjort "væsentlige fund", som har "større betydning" for patientsikkerheden" på Psykiatrisk Center Amager.

Det varslede tilsyn skal have fundet sted den 29. november 2022.

Tilsynet er blevet sat i værk af Styrelsen for Patientsikkerhed, efter en medarbejder på det psykiatriske center udtrykte bekymring for, om der var sket et svigt i mandens behandling.

Ifølge Jyllands-Posten rejser tilsynet på flere områder massiv kritik af Psykiatrisk Center Amager og vurderer, at der er grundlag for et påbud.

Tilsynet har gennemgået fire patientjournaler og i tre af dem fundet, at sygeplejersker på det psykiatriske center har ændret i patienters medicin, uden at det fremgår i patientjournalen, at det har været drøftet med en læge.

Derudover konstaterer Styrelsen for Patientsikkerhed, at medicinstuderende i nogle tilfælde har ordineret antipsykotisk og beroligende medicin til patienter på akutafdelingen, uden at det fremgår af journalen, at vedkommende har forhørt sig hos en læge.

Ifølge rapporten udgør det en alvorlig risiko for fejlmedicinering, hvis det ikke er tydeligt, hvem der må ændre i patienternes medicin og hvornår.

Manglerne i journalføringen på det psykiatriske center vurderes i rapporten at kunne "øge risikoen for, at patienter ikke får den rette behandling".

Den 22-årige mand, der er sigtet for at have skudt og dræbt tre personer i Field's den 3. juli, var kendt i psykiatrien.

Et halvt år inden skyderiet havde han henvendt sig til Psykiatrisk Center Amager. Herfra blev han i alt henvist fire gange rundt til forskellige afdelinger på Psykiatrisk Center Amager.

Det fremgår af en kortlægning af forløbet op til skyderiet, som TV2 og Frihedsbrevet har lavet.

/ritzau/