Gigantisk robotmaleri skal hylde Chris Anker på Tour-rute

Et maleri på 40 gange 30 meter af Chris Anker Sørensen på en boldbane skal minde ekscykelrytteren på 2. etape

Udgivet:27. juni 2022, 07.36

Læsetid:2 minutter

Chris Anker Sørensen blev ramt af en varevogn, kort før han skulle kommentere VM sidste år, da han cyklede i Belgien. (Arkivfoto) Lionel Bonaventure/Ritzau Scanpix

CYKLING Hammel-cykelrytter Chris Anker Sørensen omkom sidste år i en alder af 37 år, da han på en cykeltur i Belgien blev ramt af en varevogn.

Både som rytter og efterfølgende som ekspertkommentator hos TV 2 var han en vellidt skikkelse hos de danske cykelfans.

Når Tour de France-feltet ruller gennem Danmark på 2. etape af årets løb lørdag, skal et gigantisk maleri på en boldbane af Chris Anker Sørensen mindes den joviale cykelhelt.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

Det er initiativtagerne bag indsamlingen »For Chris« som sammen med robotfirmaet Turf Tank står bag maleriet af Chris Anker Sørensen.

En boldbane i Holbæk Sportsby bliver lærred for det cirka 40 gange 30 meter store portræt, som en programmeret robot med 160 liter maling vil skabe.

- Jeg er selv familiefar og kender risikoen ved at køre ude på landevejen, og selv om jeg ikke kendte Chris Anker Sørensen personligt, så ville jeg gerne gøre noget for hans enke og børn, Michelle, Lærke og Laura, siger Kasper Birkholm Munk.

- Sammen med Dennis Ritter og Kim Sivert Jensen stiftede jeg foreningen »For Chris« for at forlænge samtalen om Chris Anker Sørensen, om sorg og om trafiksikkerhed, og vi er helt overvældede over opbakningen.

Håbet er, at helikopterne, som filmer Tour de France fra luften, vil indfange det enorme minde om en af de mest populære skikkelser i dansk cykelsport i nyere tid og bringe ud til hele verden.

- De skal vide, hvor glade vi var i Danmark for Chris, og hvilken landesorg det udløste, da han døde, siger Dennis Ritter, medstifter af »For Chris« og sportskommentator på TV 2.

Touren transmitteres til 190 lande.

Indsamlingen »For Chris« har allerede indsamlet 1,1 millioner kroner via salg af trøjer med et portræt af Chris Anker Sørensen.

Den første halve million gives til den afdøde cykelrytters kone og børn, mens resten doneres til projektet Børn, Unge & Sorg under Det Nationale Sorgcenter.

/ritzau/