Leder: Tomrummet efter Fjeldgaard

8. september 2020, 12.34

Foto: Jakob Stigsen Andersen

Socialdemokraterne i Silkeborg skal finde ikke en - men hele to - kandidater til regionsrådsvalget næste år i november.

Det ligger fast, efter at veteranen Henrik Fjeldgaard i aftes meddelte, at han alligevel ikke genopstiller, selv om han tidligere i år blev valgt som partiets kandidat i sydkredsen. Også Søren Malling fra nordkredsen har meddelt, at han trækker sig.

Dermed står både Socialdemokratiet og Venstre uden oplagte stemmeslugere lokalt. Venstre kan ganske vist i nogen grad læne sig op ad Ulrich Fredberg, der trods Tilst-bopæl senest hentede over 3300 stemmer i Silkeborg. Mange af dem blev udløst af sygehus-debatten. Spørgsmålet er, hvor meget Fredberg trods rockstjerne-status i visse kredse er i stand til at hente om et år? Og hvor repræsentativ en kandidat han i virkeligheden er for Silkeborg, når regionsrådspolitik også handler om så meget andet end sygehuse og sundhed, hvor manden har sine absolutte spidskompetencer?

Derfor venter der nu lokale socialdemokrater og Venstre-folk en massiv opgave i at trawle højt og lavt for at præsentere slagkraftige, lokale kandidater til næste års regionsrådsvalg. Regionsrådspolitik handler ud over sundhed også om dagligdags ting som infrastruktur og ikke mindst miljøspørgsmål, der vel aldrig har været vigtigere.

Silkeborg har i denne periode været svagt repræsenteret i regionsrådet. Skal det ændres, skal arbejdshandskerne på i begge partier, som spiller en dominerende rolle i regionsrådspolitik.

Det har Henrik Fjeldgaard efter denne valgperiode haft i 12 år. Han angiver flere årsager til, at det nu slutter. Dels føler han sig sat uden for indflydelse i »alt for mange personalesager« i Region Midtjylland, dels mener han, at han har været udsat for urimelige personangreb fra især politiske modstandere, men også egne partifæller og den lokale avis. Endelig nærmer manden sig de 70 og spørger retorisk, om »ikke også et genrationsskifte er påkrævet?«

Især de senere år har Henrik Fjeldgaard siddet som lusen mellem to negle i den verserende sygehusdebat, der aldrig har været karakteriseret af overskud og viljen til at sætte sig i modpartens sted. Fjeldgaards umulige position kom klarest til udtryk med hans opbakning til fyringen af Ulrich Fredberg, hvorefter den lokale utilfredshed med ham kulminerede.

Set i bagklogskabens klare lys havde det været interessant at se, hvad der var sket, hvis Henrik Fjeldgaard havde haft modet til at gå imod partidisciplinen og var stået op for Ulrich Fredberg? Gad vide, om ikke S-kollegerne i regionsrådet ville have haft forståelse for det?

Selv hvis de ikke havde, ville det have efterladt Henrik Fjeldgaard med et anderledes stærkt, lokalt eftermæle, end det, der nu bliver ham til del trods de mange år i regionsrådet.