Portugal øjner Final 4-billet efter spansk nedtur

Efter en sejr over Tjekkiet og et spansk nederlag til Schweiz er Portugal tæt på avancement i Nations League.

Udgivet:24. september 2022, 22.42

Læsetid:2 minutter

Portugal havde ikke de store problemer med at slå Tjekkiet.

/ Ritzau /

PRAG Spanien startede lørdag som nummer et i sin gruppe i Nations League, men må nu se Portugal nærme sig avancement til turneringens Final 4-stævne.

Det er en realitet, efter at Spanien tabte 1-2 til Schweiz, samtidig med at Portugal nedlagde Tjekkiet med 4-0.

Resultaterne gør altså, at Spanien og Portugal bytter plads i toppen af gruppe 2. Portugal har inden sidste runde - hvor Spanien er modstanderen - to point ned til spanierne.

Det betyder, at Cristiano Ronaldo og co., som vandt den første udgave af Nations League tilbage i 2019, går videre til semifinalen i Nations League, hvis det lykkedes at undgå et nederlag til Spanien tirsdag.

Portugal gik i lørdagens kamp mod Tjekkiet til pause foran 2-0 efter mål af de to Manchester United-spillere Diogo Dalot og Bruno Fernandes.

I første halvlegs tillægstid havde Patrik Schick mulighed for at reducere for Tjekkiet på et straffespark, men Bayer Leverkusen-angriberen brændte.

I stedet blev det 3-0 kort inde i anden halvleg, hvor Diogo Dalot igen var på pletten. Liverpool-profilen Diogo Jota bankede det sidste søm i Tjekkiets kiste cirka ti minutter før tid efter oplæg fra Cristiano Ronaldo.

I kampen mellem Spanien og Schweiz kom sidstnævnte foran efter 20 minutter, da Manuel Akanji headede et hjørnespark i mål.

Jordi Alba udlignede derefter ti minutter inde i anden halvleg, men kun et par minutter senere stod der 2-1 til Schweiz efter et mål af Breel Embolo. Det blev sidste scoring, og så var Spaniens første nederlag i gruppespillet en realitet.

I gruppe 2 er kampen om at undgå nedrykning fra Nations Leagues højeste niveau stadig åben. Inden sidste runde ligger Tjekkiet nederst med fire point, mens Schweiz har to mere på tredjepladsen.

De to lande mødes tirsdag. Tjekkiet er tvunget til at vinde for at undgå at ryge ned på anden klasse.

Der er endnu ingen nationer, der har kvalificeret sig til Nations Leagues Final 4-stævne. Søndag kommer der dog navne på to af deltagerne, når de sidste kampe i gruppe 1 - hvor Danmark er med - samt gruppe 4 spilles.

Danmark skal bruge en sejr over Frankrig samt et kroatisk pointtab for at indløse en billet.

/ritzau/