Byudvikling: Kærlige og kritiske øjne der vil Silkeborg

26. juli 2019, 12.22

NÆRDEMOKRATI Hvorfor skal det fremstilles som noget problematisk og odiøst, at nogle »tillader« sig at betragte byudviklingen i Silkeborg med kærlige og kritiske øjne. Det burde i stedet mødes med anerkendelse, at nogle silkeborgensere oprigtigt interesserer sig for byen. I stedet for at sætte etiketter på folk og kalde dem gråhårede negative brokkehoveder bare fordi man ikke tåler andre meninger end dem, der lige går ind for blind vækst.

Jeg taler personligt med forskellige silkeborgensere; høj som lav, ung som gammel. En hel del føler sig »kørt over« af udviklingen, fordi alt skal hastes igennem byggehamsterhjulet. Det er da et nærdemokratisk problem, hvis der i realiteten er mange borgere, der føler sig hægtet af byudviklingen. Det gør det sværere for dem at have en mening, der hviler på et oplyst grundlag. Selv megen vækst og mange højhuse kan ikke skygge for, at nærdemokratiet halter - nok snarere tværtimod. Så frem i lyset med nærdemokratiet og med hvilken hast man forvalter tingene i Silkeborg.

Uden at være medlem af foreningen »Skøn på Silkeborg« kan jeg da godt hilse foreningen velkommen. Ja, det kunne jo være, at det lige præcist kunne være det talerør, som byen står og mangler i forhold til at sætte lup på visse demokratiske processer. Hvem ved? Det er da godt, at folk begynder at røre på sig, når det gælder om at komme med alternative holdninger i forhold til byudviklingen.

For mig at se er »Skøn på Silkeborg« et tværpolitisk projekt, hvor både borgerlige, radikale og socialister kan mødes om noget fælles større, der kan være dagordenssættende, når det gælder vores kære by. Der findes nemlig ikke kun én måde at byudvikle på - og apropos vækst; er det ikke for tidligt, hvis Silkeborg begynder at satse mere på at veksle konventionel vækst om til grøn bæredygtig vækst. Bæredygtighed kan jo tænkes på mange forskellige måder. Og som sagt findes der i den forbindelse ikke kun en slagen vej til nå målet.