Midtjyske Meninger: Krig og fred

Udgivet:24. januar 2023, 10.56

Læsetid:2 minutter

Af Peder Porse Svejstrup

Der er snart gået et år, fra russiske tropper den 24. februar overskred den ukrainske nordgrænse. En i sig selv folkeretligt ulovlig handling.

Intet tyder på, den krig, Putin kynisk satte i gang, slutter umiddelbart. Der har været spæde tilløb til forhandlinger, men de er løbet ud i sandet på Sortehavets kyst.

Krigsforbrydelserne har stået på siden den første dag. Og de fortsætter.

Tabene på begge sider militært er ganske omfattende, både i mandskab og materiel. Og især på russisk side. På den civile side er store dele af Ukraines infrastruktur ødelagt.

Boligblokke rammes næsten dagligt af russiske granater og missiler.

Hele bydele er totalt smadret.

Den internationale retsorden trædes skruppel- og hensynsløst under fode. Børn, kvinder og ældre dræbes dagligt.

Kort inde i krigen begyndte vestlige lande at støtte Ukraines styrker med materiel og ammunition. Støtten, også fra Danmark, er blevet stadig mere omfattende og har været med til at sikre, at størstedelen af Ukraine - for mange overraskende - stadig er på de folkevalgtes hænder.

Ukraine har, også i lyset af den stadig mere grusomme adfærd overfor civilbefolkningen ønsket sig flere nye våben, luftforsvar, langtrækkende kanoner og tanks. Det har man fået en del af allerede, senest med tilsagnet om levering af de 19 danske Caesar-kanoner, efter at Ukraine havde haft gode erfaringer med en mindre fransk leverance af samme type.

Debatten lige nu er, om der skal åbnes for levering af måske et betydeligt antal Leopardkampvogne fra de mange Nato-lande, der råder over det effektive tyske våben, i nogle tilfælde i en opgraderet form. Kampvognen er hurtig, og har en frygtindgydende og præcis ildkraft - også mens den er i bevægelse. Og lur mig om der ikke allerede har været ukrainske kampvognsbesætninger på træning i for eksempel polske Leoparder.

Det kan godt opfattes som et kraftigt spring i den vestlige støtte. Men de nævnte russiske grusomheder oveni selve krigsførelsen mod et venligtsindet naboland nødvendiggør en militær og humanistisk vestlig streg i sandet.

Den umiddelbart svært forståelige tyske forsigtighed er under optøning. Det startede med forbundskanslerens Zeitwendetale 3 dage efter invasionen. Men tingene har deres egen logik bla. baseret på omverdenens forventninger til netop landets forsigtige optræden internationalt efter 1945. Derfor skal vi lytte til den tyske regerings argumenter. Komme med vore. Og tro på at en rigtig proces er i gang.

Må Ukraine få fred og sin sikkerhed og uafhængighed tilbage.

Indlæser debat