Udskudte coronavielser giver travlhed på rådhuset

Første halvår af 2022 byder på højeste antal vielser siden 2009. Løft af coronarestriktioner kan være årsagen.

Udgivet:11. august 2022, 17.10

Læsetid:2 minutter

Første halvdel af 2022 har budt på det højeste antal vielser siden 2009. Juli måned har slået alle rekorder på Vielseskontoret i Københavns Kommune. (Arkivfoto).

/ Ritzau /

KØBENHAVN 14.366 par er blevet viet de første seks måneder af 2022, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Det er det højeste antal vielser på et halvt år siden 2009, hvor 14.402 blev viet.

Årsagen kan være, at mange har udskudt deres bryllup på grund af de coronarestriktioner, de har været indført de seneste år.

- Det er jo en form for coronaefterslæb, vi oplever lige nu, siger Jesper Hyldal, der er kontorchef ved Vielseskontoret i Københavns Kommune.

Juli har ifølge ham været den travleste måned nogensinde på det københavnske rådhus.

- Vi forventer at sætte rekord i slutningen af året med det boom, der har været efter corona, siger Jesper Hyldal.

Også i brudebutikken Lilly, der har seks butikker i Danmark, formoder man, at stigningen i antal vielser kan kobles til de fjernede coronarestriktioner.

- Mange har skubbet deres bryllupper, og det har skabt en flaskeprop, siger administrerende direktør Anne Kathrine Rantzau.

Hos Lilly har man ikke mærket samme travlhed, som der er på Vielseskontoret i København.

Årsagen er ifølge Anne Kathrine Rantzau, at mange par efter corona oplever kø til blandt andet at kunne få foretaget selve vielsesceremonien. Hun forventer dog, at de vil sælge flere brudekjoler i næste regnskabsår.

- Når folk engang kan komme til igen, forventer vi et boom, siger hun.

Der er endnu ingen tal for, hvor mange af vielserne i 2022 der har været borgerlige og kirkelige. Men en tendens fra de seneste år viser, at det primært er på rådhuset, parrene bliver viet, og i 2021 valgte næsten tre ud af fire par en borgerlig vielse.

I 2012 valgte 58 procent en borgerlig vielse, og i 2021 var det 65 procent. I samme periode faldt antallet af kirkelige vielser fra 35 til 28 procent.

/ritzau/