Vi fik højst overraskende et indlæg fra Michael Drewsen: Tanker på Torvet

Udgivet:19. juli 2022, 12.30

Læsetid:3 minutter

Af Kim Dyrholm Sydbyen

7 måneder siden

Ak, ja. Endnu en forvirret sommer for en ældre herre som mig. Det er ikke dét, at jeg ikke står specielt synligt i hjørnet ved det fine smørrebrødsetablissement, men mere dét, at jeg igen blev sendt på tur, der er så strabadserende for mig.

I syv år har jeg været som en vandrepokal - men mest én som ingen ønsker at eje. Jeg har stået på Søndertorv og står som nævnt nu i et hjørne af det nye Jorn Torvet - skabt i ånden af den dygtige, unge kunster her fra byen.

Denne sommer kom jeg dog til det mærkeligste sted, hvor gaden var fyldt med striber som på en zebra, jeg kun kender fra zoologisk have, og der var fyldt med støjende, men glade unge mennesker, som gav opholdet lidt underholdning.

I to år stod jeg dog, hvor jeg hører hjemme, på min og min brors elskede fabrik, på det der nu hedder Papirtorvet. Det gav ligesom mening både for mig, og for den betydning byen har tillagt mig. Og det glædede mig at se at byens tidende i dag har til huse der, så tilhørsforholdet til papiret fra mit livsværk stadig er der.

Jeg blev stolt, da H.C. Zeltner fra byens jernstøberi tog initiativ til en indsamling for at genskabe mig som statue. Dog tog det 10 år at rejse midlerne, og en vis modstand mod at jeg skulle stå i statur som en anden Napoleon, var der selvsagt også. Ikke mindst mit anstrengte forhold til tidligere birkedommer Drechsel og hele stemningen i kommunalbestyrelsen trak stadig spor, og der var også arbejdere, der ikke rigtigt tålte mig, og mit til tider iltre sind. Til min forbavselse blev jeg placeret på byens torv - langt fra mit livsværk, og på den side af åen, som vi på fabrikken blot kaldte handelspladsen. Den blev skabt på initiativ af kongelig godsinspektør J.H. Bindesbøl, og ved at Christian 8. bad major Schlegel om at tegne et torv med kirke, rådhus og et enkelt vejnet mod syd og vest.

Det er åbenlyst, at handelspladsen Silkeborgs hurtige udvikling i 1850’erne og 60’erne var påvirket af den store aktivitet, vi havde i papirfabrikken på vores side af åen, og jeg var derfor også stolt over, at jeg som formand for Hjejleselskabet kunne bidrage med at få det flotte dampskib til byen.

Alle der kendte mig vidste dog, at fabrikken var der, jeg følte mig hjemme - det var her jeg i min villa sammen med min hustru Amalie havde de mange store oplevelser som bl.a. bød på besøg af Frederik 7. og H.C. Andersen.

Mine sidste år boede jeg mest i København og helligede mig mine folkevalgte embeder i Folketinget og Landstinget, og mens mine jordiske rester kom i det store gravsted jeg havde bygget på Østre Kirkegård i Silkeborg, blev statuen af mig med inskriptionen »Silkeborg Bys Grundlægger« placeret på byens torv.

Men jeg har ikke grundlagt Silkeborg, og har aldrig stået rigtigt her - og slet ikke nu. Jeg kan ikke høre Hjejlen tude, og jeg kan ikke mærke min fabrik. Så lad mig nu snart komme hjem. Hjem på fabrikken.