Har landsbybørn ikke også ret til skolegang?

25. juni 2021, 12.20

SKOLEBUSSER Skanderborg Kommune har aflyst flere af skolebusserne mellem Hylke, Virring og Skanderborg (rute 410 og 411), indtil videre resten af ugen, og forældrene opfordres af kommunen til selv at sørge for, at børnene kan komme i skole og passe deres skolegang.

Folkeskoleloven § 26 foreskriver ellers, at kommunalbestyrelsen skal sørge for befordring mellem skolen og hjemmet eller hjemmets nærhed. Men gælder folkeskoleloven og retten til at kunne komme i skole ikke for landsbybørnene?

Hvordan skal vores børn komme i skole? Hvordan kommer de sikkert hjem? Og hvad siger chefen til, at jeg skal agere flex-taxi for Skanderborg Kommune?

Flemming Christensen (V)

Jeg undrer mig sammen med alle børnefamilierne; hvordan skal vores børn komme i skole? Hvordan kommer de sikkert hjem? Og hvad siger chefen til, at jeg skal agere flex-taxi for Skanderborg Kommune?

Det er fair nok, at et busselskab kan være sygdomsramt, men landsbyerne kan jo ikke bære ansvaret for, at kommunen ikke har sikret tilstrækkelig kapacitet til at imødese sygdom.

Jeg har været i kontakt med et busselskab, der oplyste, at de sagtens kan dække ind, så børnene kan passe deres skolegang (prisen var 7.875 dkk incl moms pr. dag) Så det undrer mig, at kommunen ikke løser deres opgave i henhold til folkeskoleloven, og at kommunen i stedet for blot læner sig tilbage og vælter sine forpligtelser over på forældrene.

Og tilmed negligere problemet ved at skrive, at det blot gælder 10-15 elever. Måske kommunen skulle tage med bussen en morgen og opleve de overfyldte busser så de ved selvsyn kan se, hvor mange børn det drejer sig om ...

Hvis kommunen passer sit arbejde, så kan vi andre passe vores.

Indlæser debat...