Læsere har valgt Sara Blædel til Årets Forfatter

Sara Blædel blev kåret på Bogforum i København

18. november 2019, 12.15

På Bogforum i København løb Sara Blædel med glasstatuetten og den fine hæder. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

PRISUDDELING: På scenen på weekendens Bogforum i Bella Centret i København annoncerede kommerciel direktør Anne Stampe Olesen fra online boghandlen Plusbog.dk, at krimiforfatter Sara Blædel var blevet valgt som Årets Forfatter 2019.

- Sara Blædel har igennem langt over et årti leveret medrivende historier. Hun begejstrer med sine krimier bogelskere i både ind- og udland, og med »Pigen under træet« har Sara Blædel igen skabt en krimi, der vil gøre indtryk, sagde Anne Stampe Olesen.

Som noget nyt er Årets Forfatter for første gang i år blevet fundet via en afstemning på Plusbog.dk, hvor de danske bogelskere har kunne afgive deres stemme. De øvrige nominerede forfattere var Katrine Engberg og Michael Katz Krefeld.

Anne Mette Hancock og Hella Joof har tidligere vundet den fine pris.

Ved samme lejlighed overrakte Plusbog.dk også Danish Book Blog Award til årets danske bogblogger. Den vandt Maria Johansen, der står bag bogbloggen »Book me up, Scotty!«