Silkeborg får jernbane til Aarhus

I 2026 igangsættes arbejdet med at lave en jernbane mellem Silkeborg og Aarhus, som kommer til at gå over Galten. Det fremgår af den infrastrukturplan, som alle partier i Folketinget er enige om

Udgivet:28. juni 2021, 07.26

Læsetid:2 minutter

Ifølge en forundersøgelse kan en linjeføring af den nye jernbane mellem Silkeborg og Aarhus komme til at se således ud. En VVM undersøgelse skal dog være med til at fastlægge den endelige linjeføring.

2 år siden

SILKEBORG Fra Silkeborg til Aarhus med tog på 26 minutter.

Det bliver fremtidsscenariet for lokale togpendlere. Formentlig står jernbanen klar i 2032.

Alle Folketingets partier er nemlig blevet enige om en aftale, der afsætter 161 milliarder kroner de næste 14 år til infrastruktur.

De mange penge skal blandt andet bruges til en helt ny jernbane fra Aarhus til Silkeborg via Galten. Arbejdet sættes i gang i 2026 og vil koste 2,2 milliarder kroner. Den nye jernbane er kommet med i aftalen efter et krav fra SF.

- Banen bliver en kæmpe gevinst for de togrejsende fra Silkeborg. Men rejsetiden bliver jo også kortere fra flere vestjyske byer mod Aarhus. Der er mange daglige pendlere mellem Silkeborg og Aarhus, som kan se frem til, at byerne virkelig bliver knyttet endnu bedre sammen. Det betyder, at toget kan konkurrere med bilen, siger Signe Munk, folketingsmedlem for SF. valgt i Vestjyllands Storkreds.

Hun oplyser desuden, at den nuværende jernbane fra Silkeborg og over Ry mod Skanderborg forbliver.

Den nye jernbane skal bygges fra Svejbæk, over Galten og videre til Aarhus. Og også det lokalt valgte socialdemokratiske folketingsmedlem Thomas Jensen er begejstret for beslutning.

Kæmpegevinst

- Det er en kæmpegevinst for Silkeborg og omegn. Jernbanen kommer til at betyde, at togtiden til Aarhus fra Silkeborg bliver halveret. Det er noget, der kan mærkes, konstaterer det lokale folketingsmedlem, Thomas Jensen (S).

Både en énsporet og en tosporet løsning har været bragt i spil forud for infrastrukturplanen. En énsporet ville bringe transporttiden mellem Aarhus og Silkeborg ned på 26 minutter, mens en tosporet løsning vil bringe tiden ned på 23 minutter. Og det er altså den énsporede løsning, der er prioriteret.

Det er blandt andet blevet kritiseret, at det umiddelbart tyder på, at jernbanen skal gå gennem Linå Vesterskov.

- Nu skal der laves en VVM-undersøgelse, og så er målet jo at lave en linjeføring, der er så skånsom for naturen som overhovedet muligt, siger Thomas Jensen.