Midtjyske Meninger: Foråret så tidligt kommer

25. februar 2020, 12.32

Foto: Martin Ballund

Foråret er på vej! Det kommer slet ikke så sagte, som Kaj Munk i sin tid påstod. Martsviolerne har set forkert på kalenderen, og selv morgenfruerne er stået alt for tidligt op.

Også på denne tid er de nationale tests ved at være klar på skolerne. Lige fra indskolingen og så hele vejen op ligger der opgaver, regnestykker og alverdens spørgsmål klar til små og store hoveder.

Lad mig komme med et eksempel fra indskolingen:

»billetternestykkerefterhånden«

- her giver det point at skille vrøvleordet til tre kendte.

Ligeledes kan man udsættes for at skulle kunne svare på, hvad en gørtler er ud fra tre valgmuligheder. Jeg er ikke engang sikker på, vi har sådan én i Virklund ... Men de kan slå det op, ungerne!

Rød regering eller ej så er det for mig at se som gammel folkeskolelærer med at få lavet disse tests om og udskiftet med almindelige, alderssvarende opgaver. Forskere inden for pædagogiske institutter og højere læreanstalter kunne passende spørge virkelighedens lærere og pædagoger, nemlig dem, der hver dag har kridtet i hånden eller vel snarere sidder med fingrene i tastaturet. De arbejder nemlig med det dyreste råstof vi har hver eneste dag.

I de skrevne medier slås der for øjeblikket til lyd for, at der burde indføres et nyt fag i de lidt ældre klasser: Økonomi. Rigtig mange børn, unge og deres forældre er vel motiverede for det i forbindelse med konfirmationerne i 7. - 8. klasse. Afbetalingsvilkår, kviklån, renter og procentregning bliver lige pludselig nærværende og reelt for de unge, som på dette tidspunkt ellers nok selv er under ombygning, udbygning og istandsættelse. - Om ikke som fag så dog som obligatorisk emne - men uden al for megen gruppearbejde!

I andre aviser berettes begejstret om valgfaget »Dialekt«. På Bornholm er der så stor tilstrømning til faget, at der er blevet oprettet flere hold på den lille klippeø. De unge mennesker vil gerne lære at tale deres »hjemstavnsmål«, og det foregår så åbenbart i skoleregi. Det er kult og det er in. Fred være med bornholmerne, når bare ikke vi skal se »midtjysk dialekt« på skoleskemaet i Virklund! Det hører de små poder vist nok af andre steder.

Tidligere vovede jeg at undervise i diktat, genfortælling og endda skråskrift! Stavemåden skulle øves og læres. Der kom en rød streg, hvis ikke man startede med stort efter punktum, og man fik også lært at skrive pænt og sammenhængende. Skråskrift kunne måske nok blive et valgfag, men ville sikkert ikke blive valgt af dem, der virkelig havde brug for det!

Ak ja! Foråret er lige om hjørnet og jeg er nok - lige som mine morgenfruer - kommet alt, alt for tidligt op!