Ung SIF-angriber scorede i seniordebut

Silkeborg IF hentede sæsonens anden sejr i Reserveligaen, da Viborg FF gæstede Jysk Park

11. november 2019, 17.05

Alexander Lind kom på banen for SIF-reserverne og scorede til 3-0 i sejren over Viborg. Foto: Martin Ballund

FODBOLD Mandagens reserveligakamp bød på tiltrængt opmuntring til Silkeborg IF, der besejrede Viborg FF med 3-1 på Jysk Park.

Hjemmeholdet tog allerede føringen i det fjerde minut, hvor Oliver Haurits hamrede bolden i nettet med venstrebenet. SIF-angriberen forsøgte sig først med højreskøjten, men en mistimet afslutning blev blokeret, og det gav en ny mulighed til SIF-angriberen, der tog et fint træk og scorede sit fjerde mål i Reserveligaen.

I det 25. minut fordoblede værterne føringen, da Emil Holten headede bolden ned for fødderne af Mads Kaalund, som akkurat fik prikket kuglen forbi Viborg-keeperen til 2-0.

Den tredje SIF-scoring blev en realitet i det 77. minut, hvor unge Alexander Lind afsluttede en fin solotur med en flad afslutning, der strøg i nettet til 3-0. Det var første gang, at den målfarlige U19-angriber fik spilletid i en seniorkamp for Silkeborg IF.

Gæsterne fik dog lov til at pynte på resultatet i det 83. minut. Christian Moses fik frit løb mod mål efter en smart vending og sendte sikkert bolden i kassen til 3-1.

SIF og Viborg har begge seks point i puljen, der toppes af FC Midtjylland og Esbjerg. Den førende duo har hentet ni point.