SIF faldt med ære i Parken

Silkeborg IF gjorde en god figur i Parken, men indkasserede alligevel et smalt nederlag

Udgivet:02. september 2022, 20.54

Læsetid:3 minutter

Joel Felix (t.v.) gjorde det fint i duellerne med Andreas Cornelius, men SIF tabte alligevel 1-0 i Parken. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Mathias Hove Andersen
Sportsjournalist| maa@midtjyllandsavis.dk

FODBOLD SIF var på svær opgave fredag aften, og selvom holdet leverede en fin indsats, vandt FC København med 1-0 i Parken, hvor 24.896 tilskuere var på plads.

Nederlaget betyder, at SIF fortsat har 13 point på tredjepladsen, mens de forsvarende mestre fra hovedstaden er ét point efter på femtepladsen.

Hjemmeholdet havde initiativet i indledningen, og det lykkedes også at sætte gæsternes felt under pres med flere farlige indlæg. SIF-keeper Nicolai Larsen blev dog ikke testet for alvor, og som første halvleg skred frem, fik silkeborgenserne et bedre greb om kampen.

I det 26. minut kom Lukas Engel frem til en skudmulighed i feltet, men bolden gik et pænt stykke over målet. Kort efter fik Mads Kaalund sendt et fladt spark lige i handskerne på Mathew Ryan, og FCK-keeperen skulle heller ikke anstrenge sig, da et hovedstød fra Joel Felix sejlede over værternes bur.

Den gode SIF-periode kulminerede i det 31. minut, hvor Stefán Teitur Thórdarson sendte et kvalificeret langskud lige forbi den fjerneste stolpe. Efterfølgende nåede Anders Klynge også at komme til et par lovende skudmuligheder, men fynboen savnede den sidste præcision.

I stedet tog hjemmeholdet føringen i det 41. minut, hvor Viktor Claesson pandede et indlæg fra Victor Kristiansen i nettet. Tobias Salquist headede et hul i luften, og ingen fulgte med FCK-topscoreren, der scorede i en helt fri position på kanten af det lille felt.

Inden pausen nåede Lukas Engel, Sebastian Jørgensen og Nicklas Helenius alle at true i FCK-feltet, men den største chance tilfaldt hjemmeholdet. Den ellers velspillende Anders Klynge begik en stor fejl, da han spillede Mohamed Daramy helt fri med en aflevering ned mod eget mål, men FCK-profilen kunne ikke få fart i sit skud, og Nicolai Larsen nåede tilbage i tide. Derfor var stillingen fortsat 1-0 efter de første 45 minutter.

FCK’erne belejrede SIF-feltet fra anden halvlegs start, hvor Isak Johannesson sendte et farligt frisparksforsøg lige på Nicolai Larsen. Sidstnævnte måtte efterfølgende vifte en lumsk hjørnesparksbold væk, inden hjemvendte Andreas Cornelius forgæves forsøgte sig i boksen.

Værterne kom endnu tættere på 2-0 i det 50. minut, hvor Joel Felix måtte agere redningsmand i det lille felt. Mohamed Daramy var lige ved at straffe et boldtab fra Stefán Teitur Thórdarson, men SIF-stopperen stod det rigtige sted. Fem minutter senere tog Nicolai Larsen selv affære, da han afviste et nye hovedstødsforsøg fra Viktor Claesson.

I det 57. minut blev nyerhvervede Kasper Kusk sendt på banen. Han afløste Mads Kaalund, der havde fået chancen fra start på den offensive midtbane efter onsdagens salg af Nicolai Vallys.

Indskifteren faldt fint ind i spillet og kom også til en skudmulighed i det 72. minut, men Mathew Ryan havde ingen problemer med at redde. På det tidspunkt havde kampen igen udviklet sig til en jævnbyrdig affære, og FCK-presset var forlængst aftaget.

Et minut senere udbrød der vild jubel i udebaneafsnittet, da Nicklas Helenius sendte bolden i nettet efter oplæg fra Kasper Kusk, men SIF-angriberen blev korrekt vinket offside, og målet blev derfor annulleret.

I det 80. minut kom SIF til en kæmpe chance, da Nicklas Helenius lagde bolden til rette for Kasper Kusk i FCK-feltet, men med det kolde højreben blev bolden sparket over FCK-målet.

I et sidste forsøg på at vende slagets gang foretog cheftræner Kent Nielsen en tredobbelt udskiftning. Pelle Mattsson, Søren Tengstedt og Tonni Adamsen blev sendt på banen i stedet for Mark Brink, Sebastian Jørgensen og Nicklas Helenius.

Det fik dog ingen betydning, og efter tre minutters overtid lød slutfløjtet ved stillingen 1-0.

Mere interessant læsning

Mest læste

Fodbold

Se flere

Mest læste på Midtjyllands Avis

Af samme forfatter

Se flere

Seneste nyt

Se flere