Polterabend?

7. juni 2019, 12.13

Foto: Martin Ballund

Sommeren er over os. Det er tid til bare ben, korte bukser og udendørsliv. Højsæson for bryllupper og andre sammensværgelser. Nu om stunder er det blevet almindeligt at afholde polterabend for det vordende brudepar. I min naivitet har jeg forestillet mig, at det var noget med, at gode venner tog henholdsvis den kommende brud og gom en tur med i byen til en god middag og et par glas aftenen før det forestående bryllup. Hermed kunne der så siges et muntert farvel til singlelivet og god vind fremover i ægteskabet.

Heri har jeg taget så grusomt fejl. Efter et par klik på ipaden tonede noget ganske andet frem. Begyndelsen var egentlig god nok og dertil endda beroligende: Sammensætningen af de to tyske ord Poltern og Abend kan oversættes med »buldre, larme« og »aften«. Så langt så godt.

Men så gik det galt. Efter denne forklaring blev jeg efterfølgende overdænget med alverdens ideer til aktiviteter, som jeg ikke anede eksisterede: Lerdueskydning, glaspustning, vildmarksbrunch og mavedans er blot nogle af de foreslåede aktiviteter, som kan opleves i Silkeborg og omegn. Desuden blev det anbefalet at tilrettelægge strabadserne i god tid inden brylluppet ... joh tak! Alt sammen velment og arrangeret i den bedste mening af vennerne.

Mangen en polterabend er helt sikkert forløbet med gode, sjove og spændende oplevelser for det kommende brudepar. Uforglemmelige oplevelser, som vil blive husket og blive til gode minder i årene fremover.

Den oprindelige mening med polterabend? Skikken er tysk, og det forlyder, at før i tiden mødtes familie og venner foran brudeparrets hjem, hvor de smadrede glas og porcelæn på dørtærskelen. Det skulle ifølge overleveringen fordrive den onde poltergeist, og dette ville gøre, at brudeparret ville være sikret lykke. Når så brud og gom begge bukkede sig og samlede skårene op og i fællesskab prøvede at sætte dem sammen igen, var det symbol på det fremtidige fælles arbejde og samarbejde, som et ægteskab også byder på.

Samarbejde og fælles arbejde er også nødvendige i andre sammensværgelser. Jeg har efterhånden en hel del skårede tallerkener og andet service, der godt kunne trænge til at blive smidt ud og erstattet med noget helt og nyt. Mon ikke der er nogle politiske partier, der er vågnet op efter noget, der godt kunne ligne en polterabend ? Muligvis har nogle stadig ondt i hovedet efter de tømmermænd, som de selv har været med til at forårsage, mens andre fik flotte resultater, som de til gengæld får svært ved at komme igennem med.

Jeg ville ikke have noget imod at deltage i polterabend for et par af de store partier. Jeg ville gerne ofre mine skårede »blå musselmalet« tallerkener foran dørtærskelen til Christiansborg, hvor Mette og Lars så kunne følge traditionen og ved fælles hjælp samle skårene til en stærk og bæredygtig fremtid for os alle. - Kan

I se det for jer?