En udsat. Én ud af flere

Af Luis da Silva Martins Medlem af byrådet i Silkeborg (R)

UDSATTE Smag lige lidt på ordet. »Udsat«.

- Og tyg dig så igennem resten herunder, hvis det føles relevant.

Jeg skal i øvrigt starte med, i en eller anden grad, at beklage den måske lidt joviale tone i både ovenstående og nedenstående. Når jeg skal prøve at skildre en fortælling med rødder i virkeligheden uden at komme for tæt på, så må der nødvendigvis være en eller anden form for distancering.

Så here goes;

En fyr jeg har hørt om, har kendskab til eller mødt, blev forleden løsladt. Fyren er silkeborgenser. Eller var.

Fordi fyren blev sendt til en anden kommune. Henvist til et tilbud et andet sted end hvor han kommer fra. Væk fra netværk, familie og kendte rammer.

Det fungerer ikke. Hverken for ham eller så mange andre. Af tidligere udmeldte grunde.

Han vælger gaden i Silkeborg fremfor den anviste plads, og vi har ikke mulighed for at gribe ham. Altså bor og overnatter han på gaden. Også selvom det, som nu, er frostgrader.

Hvis det i øvrigt er en relevant faktor i det her budskab.

Hvis han nu, som en del andre, har et misbrug, men på papiret er tilknyttet et tilbud udenfor Silkeborg Kommune, så kan han ikke få for eksempel metadon eller lignende på vores misbrugscenter, antager jeg. Derfor kan han blive nødt til at finde disse ting på et lidt andet marked med høje priser, renters rente - i mere end en forstand - usikkerhed og hvad der ellers ligger i det. Det medfører, erfaringsmæssigt, at han skylder penge, der opstår uenigheder, slåskampe og at han er tvunget til kriminalitet osv.

Vi hørte i øvrigt en snas af bekymringer for netop denne udfordring i byrådssalen for noget tid siden. Det kommer til at ske. Det sker.

Vi har, for nuværende, ikke et bynært forsorgshjem eller et herberg her i vores voksende kommune. Det skal vi gøre noget ved.

Måske vi ikke kan gøre det i kommunalt regi. Jeg kunne ønske mig det, men måske det er et vilkår. Hvis det er det, så må vi arbejde for en anden løsning. I bund og grund tror jeg, at vores medborgere er ret ok med hvem der end løfter og hjælper, så længe det bliver gjort godt - i alle kontekster. Så vi skal i arbejdstøjet og hjælpe hinanden med at finde en løsning på et bynært sted, hvor vi kan gribe folk for en stund, eller måske lidt længere.

Dermed er ovenstående ikke en pegen fingre, et surt opstød eller en enegang. Det er en opmærksomhed på, at vi har borgere, som har brug for vores hjælp. Også der hvor vi ikke har en plan - endnu. Jeg tager gerne bolden, går i dialog, afsøger behov og potentialer, er så småt i gang, men jeg har brug for medspillere. Det har vi alle.

Heldigvis fornemmer jeg at der bliver lyttet og at »nogle gerne vil noget«. Sig til.