Ingen bronzefest for SIF: Tabte knebent i Parken

SIF havde det svært mod FC København, men var alligevel ved at snuppe et point i slutfasen

Udgivet:11. maj 2022, 22.00

Læsetid:3 minutter

Nicklas Helenius og SIF tabte 2-1 til FCK. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Michael Helligsø
Sportsjournalist

1 år siden

FODBOLD Efter seks sejre på stribe i mesterskabsspillet gik den ikke længere for Silkeborg IF.

Onsdag aften kunne klubben ellers med en sejr i Parken mod FC København sensationelt have sikret sig DM-bronze, men foran 22.876 tilskuere - heraf en stor flok medrejsende SIF-fans - vandt Superligaens førerhold med 2-1.

Trods nederlaget mod FCK har Kent Nielsens tropper dog stadig fine kort på hånden i jagten på bronzen. Forfølgerne fra AaB spillede onsdag aften blot 2-2 i Randers, og dermed er der med to kampe tilbage fire point ned til nordjyderne.

SIF kom i stormvejr fra første minut i nationalarenaen. FC København pressede højt og aggressivt, og det stressede tydeligvis SIF-spillerne.

Allerede i det andet minut erobrede Lukas Lerager bolden fra Robert Gojani, der lidt for dristigt forsøgte sig med en dribling lige uden for feltet. Pludselig stod den unge islænding Isak Bergmann Johannesson fri, og med venstrebenet udplacerede han fladt Nicolai Larsen i SIF-målet.

Kort efter fik Pep Biel en god skudmulighed efter en håbløs aflevering fra Lukas Engel, men denne gang fik Nicolai Larsen hænderne på skuddet.

I det sjette minut viste udeholdet for første gang tænder, men Nicklas Helenius måtte se sit skud blive blokeret af en modstander i feltet.

Fem minutter senere var topholdet igen nærgående, men Viktor Claesson kunne ikke nå frem til Pep Biels indlæg.

Efterhånden kom SIF bedre med i kampen, men det lykkedes ikke at spille sig frem til åbne chancer.

FCK kom heller ikke frem til det store, men fem minutter før pausen var det dog ved at blive 2-0, da målscorer Isak Johannesson akkurat ikke nåede frem til et indlæg.

Cheftræner Kent Nielsen var heller ikke tilfreds med første halvleg og foretog to udskiftninger i pausen. Sebastian Jørgensen og Anders Klynge blev pillet ud, mens Søren Tengstedt og Stefán Teitur Thórdarson fik chancen.

Udskifterne ændrede ikke i første omgang på kampens forløb. SIF var mere på bolden, men stadig uden at blive farlige.

Til gengæld slog FCK til igen efter en lille times spil. Højrebacken Peter Ankersen slog et fladt indlæg om til bageste stolpe, hvor Isak Bergmann Johannesson let kunne skubbe bolden i nettet til 2-0. Det lignede, at han stod i offsideposition, men målet blev anerkendt.

Nu var det for alvor op ad bakke for gæsterne, der få minutter senere kom til en fornuftig chance til Robert Gojani. Men fra en spids vinkel prikkede svenskeren bolden et godt stykke forbi mål.

Det lignede en dag, hvor tingene bare ikke ville lykkes for SIF, men med 15 minutter igen sørgede indskiftede Søren Tengstedt for nyt håb, da han trak ind i banen og hamrede bolden ind fra kanten af feltet. Et sandt drømmemål af SIF-spilleren.

Umiddelbart efter kom Andreas Oggesen og Pelle Mattsson på banen i stedet for Mark Brink og Robert Gojani, og i slutfasen lykkedes det for SIF at presse hjemmeholdet tilbage på banen.

Med seks minutter igen fik Søren Tengstedt ikke ram på en helflugter i feltet, og to minutter inde i overtiden kom det tidligere FCK-talent Joel Felix til en stor hovedstødschance, men han headede over.

Dermed endte det med en 2-1-sejr til FC København, der med to sejre i de sidste to kampe kan kalde sig dansk mester anno 2022.