Farligt kryds bliver t-kryds

Arbejde med af afskære Enslevvej ved sydsiden af Gelbrovej i gang i dag

4. august 2020, 11.55

Det er vejkrydsets gren til højre på billedet, der fra i dag spærres for biler. Cyklister kan stadig passere ned ad den sydlige del af Enslevvej.

AIDT Det farlige vejkryds på Gelbrovej, hvor den krydses af Enslevvej, bliver nu et t-kryds. I hvert fald i det næste års tid.

Favrskov Byråd besluttede i maj, at man forsøgsvis vil afspærre Enslevvej på sydsiden af krydset - ned mod Haxholmvej.

Dette arbejde går i gang i dag. Trafk og Veje opsætter skilte og laver ny afmærkning på Gelbrovej, og de opsættes såkaldte Hoffmanns klodser - betonbarrierer, der spærrer for, at biler kan svinge ind eller ud af Enslevvej på stedet. Vejen vil dog fortsat være åben for cyklister.

Trafik og Veje vil løbende vurdere den midlertidige vejlukning. Om den skal gøres permanent, ventes afklaret om et års tid.

Baggrunden for forsøget er, at der jævnligt sker uheld i krydset - der er registreret 15 uheld gennem de seneste 10 år. sinn