Mindeord: Tak for venskabet og den gode mad

Som kantinebestyrer i Funder GF’s klubhus skabte Karen Birgit Nielsen glæde. Hun vendte senere tilbage, efter hun blandt andet havde været forpagter af Engesvang Kro sammen med sin mand

18. marts 2021, 12.30

Karen Birgit Nielsen blev 66 år.

Monica og Arne Jensen, Lili Jespersen og Niels Glarbo, Margit og Erik Lauritsen, Silkeborg, har skrevet mindeord over Karen Birgit Nielsen, Funder Kirkeby:

Vi har alt for tidligt mistet vores gode ven og veninde, Karen Birgit Nielsen, efter kort tids alvorlig sygdom.

Vi lærte Karen at kende gennem vores gode ven Martin Jensen. Karen var uddannet smørrebrødsjomfru og fik stillingen som kantinebestyrer i Funder GF’s klubhus. Klubben var dengang vores fælles omdrejningspunkt, og med Karens tiltrædelse begyndte en helt ny æra i kantinen. Nu blev maden lige pludselig hjemmelavet og meget velsmagende, hvilket mange nød godt af både efter endt træning og til fester i klubhuset.

Karen var humørfyldt og kvik i replikken, så vi fik svar på tiltale, når vi lavede sjov med hende. Karens mad blev hurtigt berømt i Funder og omegn, hvor hun også leverede mad til private fester.

Kvik i replikken

Karen var humørfyldt og kvik i replikken, så vi fik svar på tiltale, når vi lavede sjov med hende. Karens mad blev hurtigt berømt i Funder og omegn, hvor hun også leverede mad til private fester. Det var en trist dag for klubben, da Karen efter nogle år sagde op og startede som forpagter af Engesvang Kro sammen med Martin, der kom i sit rette element som krofatter. Her fik man hurtigt et fast klientel, og der var jo heller ikke så langt fra Funder til Engesvang.

Gode år i Fuengirola

Rejselysten fik Karen og Martin til at søge job som forpagtere af den dansk/spanske klub »Casa Danesa« i Fuengirola. Efter nogle gode og sjove år i klubben fik de lyst til at prøve som selvstændige og startede en restaurant, der naturligvis kun kunne hedde »Hos Karen og Martin«. Her fik de fastboende danskere og andre skandinaver hurtigt øjnene op for Karens velsmagende mad, og det blev naturligvis en succes.

Karen og Martin lavede forskellige arrangementer for kunderne, blandt andet bankospil, og det var noget, de fastboende satte pris på. For familie og venner blev det i de 13 år til rigtig mange dejlige ferier på Solkysten, hvor vi nød deres gæstfrihed. Hver gang vi kom derned, havde de fundet nye spændende steder, som vi absolut skulle opleve, så deres lokalkendskab gav vores ferier en ekstra dimension.

Tilbage til Funder

Karen elskede børn og det var bestemt gengældt, så vi måtte altid have gaver med hjem til niecer og nevøer. Karen fik et par rigtig gode veninder i Spanien, og disse holdt ved, selv da Karens helbred blev dårligere, og hun sammen med Martin var nødt til at rejse tilbage til Danmark.

Her bosatte de sig i Funder Kirkeby, og Karen fik et fleksjob i Funder GF’s kantine, hvor Arne Jensen var bestyrer, så man kan sige at ringen blev sluttet, og Funder-borgerne fik igen lov til at smage Karens dejlige mad ved de ugentlige tirsdagsspisninger.

Da Karens (og vores) veninde Kisser, der bor i Fuengirola, for et par år siden fyldte 75 år, blev det til et glædeligt gensyn med Solkysten og de tilbageblevne venner. Vi havde en herlig uge med en god fest og mange andre oplevelser, som Karen og Martin nød i fulde drag. Vi vil tænke tilbage på de mange gode stunder, vi havde sammen, dels hos hinanden og på ferier.

Vores tanker går til Martin, der har lidt et nærmest ubærligt tab efter 34 års samliv.

Æret være Karens minde.

Indlæser debat...