Godt nyt for bordingensere: Nyt udrejsecenter placeres på Langeland

Da rød blok kom til magten i 2019, blev de borgerliges planer om et udrejsecenter på øen Lindholm skrottet

19. maj 2021, 09.00

Foto: Tom Laursen

POLITIK Regeringen vil placere et nyt udrejsecenter for kriminelle, afviste asylansøger og personer på tålt ophold på Langeland.

En person er på tålt ophold, hvis personen er udvist person, men er i risiko for forfølgelse i hjemlandet og derfor ikke kan udsendes.

Det nye udrejsecenter kommer til at blive placeret på et tidligere asylcenter på Langeland.

Det erfarer Ritzau.

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) holder pressemøde onsdag klokken 09.30.

Da S-regeringen og rød blok fik flertallet efter folketingsvalget 2019, var der varslet et nyt udrejsecenter til at erstatte blå bloks planer om et udrejsecenter på øen Lindholm.

Ifølge Ritzaus oplysninger vil driftsomkostninger per person på det nye udrejsecenter være det halve af det, som det ville have været på Lindholm.

Et nyt udrejsecenter skal være med til at løse den utryghed, som naboerne til Udrejsecenter Kærshovedgård oplever, og kriminaliteten i området. Kærshovedgård er placeret uden for Bording i Midtjylland.

Partierne i blå blok har stærkt kritiseret, at regeringen ikke har fundet adressen til et nyt udrejsecenter tidligere.

/ritzau/