
Viaplay henter fodboldekspert fra DR
Francis Dickoh, der i dag er fodboldekspert hos DR, har landet et nyt job. Fra 1. juli skal han beskæftige sig med Superligaen og Premier League hos Viaplay.
Udgivet:02. februar 2023, 16.38
Læsetid:1 minut
Fodboldeksperten Francis Dickoh har selv været professionel fodboldspiller og har blandt andet spillet for de danske Superligaklubber SønderjyskeE og FC Midtjylland. (Arkivfoto).
1 måned siden
KØBENHAVN Fra 1. juli vil danske fodboldfans blive mødt af et nyt ansigt, når de på Viaplay ser fodboldanalyser fra Superligaen og Premier League.
Her skifter den 40-årige Francis Dickoh nemlig stillingen som fodboldekspert hos DR ud til fordel for en tilsvarende stilling hos Viaplay. Det skriver Ekstra Bladet.
Som fodboldekspert på DR har Francis Dickoh blandt andet dækket sommerens VM i Qatar. Fremover kommer han altså til at beskæftige sig med den danske Superligaen og den engelske Premier League.
Den mulighed ser han frem til, da begge ligaer fylder meget for både danskerne og fodboldeksperten selv, fortæller han til Ekstra Bladet.
I sit nye job skal Francis Dickoh først og fremmest levere analyser om det, der foregår inden på banen. Fodbold er dog meget mere end et spil. Derfor kommer han også til at have fokus på de etiske overvejelser i sin dækning, fortæller han til Ekstra Bladet.
Særligt under VM i Qatar var der for eksempel stort fokus på menneskerettigheder.
- Jeg er en type, der vender alle sten, så hvis jeg mener, at det er brugbart i den måde, jeg formidler fodbold på, så kommer jeg til at tale om det. Fodbold er anderledes i dag. Så der er ikke noget, der er helligt, og som jeg ikke vil berøre, siger han til Ekstra Bladet.
Francis Dickoh er selv tidligere professionel fodboldspiller og har blandt andet repræsenteret de danske superligaklubber SønderjyskE og FC Midtjylland. Fra juli vil han altså gøre Viaplays seere klogere på Superligaen og Premier League.
/ritzau/
Indlæser debat