Nabobyer forsøger at snuppe torvehandel fra Silkeborg

Naboerne kan tilbyder billige eller gratis stadepladser

Udgivet:08. februar 2014, 07.16

Læsetid:2 minutter

Især om sommmeren summer det af liv på Torvet, men sådan bliver det måske ikke ved med at være. Foto: Torben Larsen

Susanne Niskanen

9 år siden

SILKEBORG: Høje priser på stadepladser og for mange kommunale benspænd i hverdagen gør livet surt for torvehandlere i Silkeborg.

Sådan lyder kritikken fra flere, som i samme forbindelse fortæller, at adskillige nabobyer som Herning, Horsens og Viborg lokker med tilbud om billige - og i nogle tilfælde gratis - stadepladser for på den måde at gøre det attraktivt for de lokale torvehandlere at flytte fra Silkeborg. Det skriver Midtjyllands Avis lørdag.

- Jeg tror ikke, at nogen af os er blevet kontaktet færre end 10 gange af nabobyer, som er ved at starte et marked eller som gerne vil udbygge det, som de allerede har, fortæller slagtermester Brian Flink Pedersen til Avisen.

Han står på Torvet i Silkeborg om lørdagen, og vil gerne blive der.

- Det er bare ikke løsningen (at flytte, red). I stedet burde vi kunne finde ud af det i Silkeborg. En god torvehandel er jo i alles interesse, for det trækker kunder til midtbyen, lyder det fra slagtermesteren, der sammen med Birger Rasmussen er de lokale torvehandleres repræsentant i Torverådet.

Torverådet, der blev nedsat under Vej- og Trafikudvalget i 2012, og hvor også repræsentanter fra Handel Silkeborg er med, har i denne uge holdt et møde, hvor ordningen blev evalueret.

Torvehandlerne mener ikke, at de har fået noget positivt ud af møderne. De føler sig klemte og oplever ikke, at de bliver taget med på råd, inden større arrangementer planlægges på Torvet. Senest i forbindelse med planer om et julemarked.

Formand for udvalget, Frank Borch (K) forstår ikke kritikken og mener, at der er lydhørhed i rådet i forhold til de torvehandlenes interesser.

- Men jeg skal da indrømme, at vi efterhånden er trætte af at skulle begynde hvert møde med at lytte til trusler om, at torvehandlen måske flyttes til naboerbyer. Det er ikke den bedste måde at indlede en positiv dialog på, siger Frank Borch.