Akut lukning af vand: Rammer flere byer

Akut reparationsarbejde på Hvinningdal Vandværk betyder, at vandhanen er »tom for vand« i en kortere periode i flere byer og områder

Udgivet:31. maj 2023, 10.18

Læsetid:1 minut

Jesper Rosenquist
Journalist

4 måneder siden

SILKEBORG Hvinningdal, Funder og Gødvad er blandt de bydele, hvor der lige nu er lavt vandtryk i vandhanerne eller måske slet ikke vand på grund af akut reparationsarbejde på Hvinningdal Vandværk. Det oplyser Silkeborg Forsyning.

- Vi er ved at få et overblik over de nødvendige reparationer, men hovedfokus for os er, at så få vandkunder som muligt oplever problemer med at få vand. Vi regner med, at vandet er tilbage som normalt omkring klokken 13.00. Vi beklager meget de gener, som reparationsarbejdet medfører, siger kommunikationsansvarlig hos Silkeborg Forsyning, Bjørn Lærkedahl.

I en sms til alle de ramte vandkunder skriver Silkeborg Forsyning: »På grund af akut reparationsarbejde på Hvinningdal Vandværk er vi nødsaget til at stoppe pumperne i dag den 31. maj mellem kl. 10.00 og 13.00.

De berørte områder er Funder, Funder Kirkeby, Sinding, Serup, Sejling, Nisset, den nordlige industri (i Silkeborg) og Gødvad. Når pumperne stoppes, vil de berørte områder kunne opleve et lavere vandtryk, eller vandet kan være væk i en kort periode.«

Silkeborg Forsyning er også i dialog med kommunen om kontakt til større institutioner i de ramte områder.