Vi skal have en regatta i 2020

9. januar 2019, 11.12

Foto: Jakob Stigsen Andersen

FRISK START Der har den seneste tid været skrevet i avisen om næste års Regatta. Der har bl.a. været luftet en usikkerhed om, hvorvidt den overhovedet bør holdes i 2020. Det skal den. For Silkeborg fortjener en regatta-fest, om end den kommer til at være anderledes fra den, vi oplevede i 2017, så har vi en forpligtigelse til at videreføre denne tradition.

Regattaen er ikke blot en folkefest for vi lokale, men er en national begivenhed, som vækker opsigt langt ud over kommunegrænsen, og det forstås.

Økonomi- og Erhvervsudvalget har besluttet, at Regattaen, som vi kender den, har brug for en frisk start. Derfor er opgaven nu sendt i udbud, og det står alle frit for at byde ind.

Det er, i min optik, en politisk forpligtelse, at vi får skabt en Regatta i 2020. Dog er der nogle ting, vi skal indstille os på inden. Herunder at Regattaen ikke bliver lige så omfangsrig som i 2017. Dette skyldes primært, at vi ikke igen får de midler, som Regattaen fik gennem Aarhus 2017-kulturhovedstadsåret. Silkeborg Kommune vil naturligvis igen være garant for en økonomisk opbakning, så vi kan få en fantastisk festival, men Regattaen i 2020 bliver ikke som den i 2017.

Udbuddet er med til at sikre en frisk start for Regattaen - og kan måske også være med til at bringe nye idéer til torvs. Jeg ser i hvert fald frem til debatten.

Lad os holde ambitionsniveauet højt: vi skal have en Regatta i 2020!