Fra vejprojekt til saneringsplaner

I løbet af 1971 begyndte man at kunne se de første resultater af saneringerne og vejudvidelserne ved Christian 8.s Vej og Østergade

7. maj 2017, 11.00

Hjørnet af Kirkebakken og Fredensgade med Karl Rasmussens Stenhuggeri. Ejendommene på Kirkebakken blev nedrevet i november 1974. Bragt i Silkeborg Avis 21. februar 1973.

Denne artikel er en fortsættelse af »Saneringer og firesporede veje«, der blev bragt i disse spalter i begyndelsen af februar.

I denne artikelserie ser vi nærmere på nogle af planerne for trafikafviklingen i 1960'erne og 1970'erne, hvor det var tanken at gøre Christian 8.s Vej til én trafikkorridor ud af fire, der samlet skulle lede trafikken rundt om bymidten. Planerne blev dog aldrig gennemført i fuld skala.

Vi er nået frem til 1970, hvor man påbegyndte projektet ved at nedrive ejendommene ved trekanten Søndergade-Christian 8.s Vej (dengang Søndergade 33-35). Det var klaret i midten af juni.

Derefter fulgte nedrivning i den anden ende ved Østergade, dels af »Ny længe« på Christian 8.s Vej neden for kirken, som forsvandt op til jul 1970, dels af den karakteristiske hjørneejendom (Østergade 26) i løbet af april 1971.

Begge steder blev de frilagte grunde anvendt til parkeringspladser, indtil udvidelsen af gadearealet kunne påbegyndes.

Østergadekrydset

Allerførst gik man i gang med at udvide »de to Christian 8.s Vejs hjørner . så der kan blive trafik i begge retninger«, som borgmester Ernst Thomsen formulerede det i et nytårsinterview i december 1970.

Det var en lavthængende frugt. Men det var tvingende nødvendigt hurtigt at få en bedre trafikafvikling i den indre by, »hvor forholdene er helt fortvivlende«, som det forlød i Silkeborg Avis tidligere samme måned.

I Østergadekrydset betød det, at de to gader blev forsynet med opmarchbåse, og at der ved Shell-tanken blev anlagt »endnu en kørebane og det samme . ud for Reinholdcentret.«

Man havde faktisk allerede taget højde for gadeudvidelsen, da denne nye kontor- og butiksejendom blev opført i 1968-69 på det nordvestlige gadehjørne ved at trække den flere meter tilbage fra den hidtidige kørebane. Det samme var sket på den modsatte side, hvor den gamle Shell-tank i sommeren 1970 blev nedrevet for at give plads til en større og mere moderne servicestation med smøre- og vaskehaller samt salgslokale.

Tilslutning ved Søndergade

I den anden ende, hvor Søndergade og Christian 8.s Vej mødtes, var der også ved at være ryddet, så gadearealet også her kunne blive forøget.

I september 1971 konstaterede avisen, at »om et par måneder skulle Christian 8.s Vej være åben for trafik i begge retninger og Østergadekrydset være udvidet i betydeligt omfang«. Og det kom til at passe.

Det skal for god ordens skyld nævnes, at gadestrækningen mellem Møllegade og Drewsensvej først i 1979 fik navn efter den nu gennemgående gade: Christian 8.s Vej.

På den mellemliggende strækning fra Kirkebakken til Søndergade måtte man endnu et stykke tid »nøjes med den nuværende gadebredde«, som det hed i den nævnte artikel fra september 1971, men fremtidsplanerne var fortsat »en udbygning af Christian 8.s Vej til firesporet vej, hvilket vil betyde nedrivning af mange ejendomme på vestsiden.«

»Stykvis« nedrivning

Byrådet besluttede allerede før årsskiftet 1970/71, at nedrivning af opkøbte ejendomme kunne ske »stykvis«, altså efterhånden som kommunen erhvervede dem, og de hidtidige beboere var blevet genhuset.

Derfor foregik nedrivningerne i de følgende år successivt. Det betød, at området i en årrække var skæmmet af hustomter og enkeltstående ejendomme med blottede gavle, ofte med tapetrester og det hele.

Som forklaring på denne praksis anføres det i Silkeborg Avis i juni 1973, at »de forfalder hurtigt, når de er tomme. Dels kan der øves hærværk, dels har man set, at boligløse er flyttet ind og har omdannet lokalerne til noget i retning af grisestier.«

Senere har sporene fra Bådsmandsstræde Kaserne, der i 1971 var blevet til fristaden Christiania, nok også virket som et incitament til hurtig nedrivning.

Klæder ikke byen

I januar 1972 beretter Silkeborg Avis, at ejendommene Søndergade 23-25-27 nu var klar til nedrivning, men at der stadig var beboere tilbage i Søndergade 27.

I april 1972 må de dog være fraflyttet, for da meddeles det, at der skal holdes licitation på nedrivning af disse ejendomme, og at når de er fjernet, »er der kun én bygning tilbage i den sydlige ende af Søndergade, og den skal også falde«.

Denne sidste ejendom (Søndergade 29) stod dog et stykke tid endnu, idet den først blev revet ned i oktober 1973.

Avisen vendte jævnligt tilbage til spørgsmålet om »de tomter, der er tilbage efter nedrivning«, som man godt var klar over »ikke netop klæder byen.«

Ved Regattaen i 1974 blev det ligefrem påpeget, at »halve huse og nedrivningstomter i byens midte ikke er et kønt syn for de tusinder af regatta-gæster, der ventes hertil.« Det må også have været et temmeligt trøstesløst syn - gennem alle disse år.

Der forsvandt i alt 35 bygninger i saneringsområdet: 13 på Fredensgade, 13 på Christian 8.s Vej, 6 på Søndergade og de 3 ejendomme beliggende på Kirkebakken. Eller sagt på en anden måde: 80 lejligheder, 51 værelser og 21 erhvervslejemål, altså et ret betydeligt antal.

Saneringen betød, at der ikke var ikke flere ejendomme tilbage på Kirkebakken, som dermed forsvandt fra bykortet (dens forløb var nogenlunde identisk med trappen syd for kirken ned til Christian 8.s Vej). Desuden forsvandt hele den vestlige side af Christian 8.s Vej og den østlige side af Fredensgade.

Dertil kom nedrivning af de allerede nævnte ejendomme i den sydlige ende af Søndergade, der gav plads til en stor kontorbygning og Søndertorv, og ejendommen på Østergade - midt i det nuværende kryds.

I langt de fleste tilfælde blev Silkeborg Kommune ejer af ejendommene gennem regulært køb.

For fem ejendommes vedkommende gik ejerne dog ikke frivilligt med til et opkøb. Derfor måtte man ud i ekspropriation, sådan som saneringsplanen gav mulighed for. Det drejede sig om to ejendomme på Christian 8.s Vej og tre på Fredensgade.

Netop ekspropriationerne trak hele sagen i langdrag. De sidste ejere havde frist til at rømme deres ejendom 1. juli 1976. Og en måned senere gik nedbrydningsfirmaet i gang med den sidste ejendom - Fredensgade 11.

Så var det hele væk fra jordens overflade. Nu forestod gennemførelsen af de nye planer for området. Det vender vi tilbage til i en senere artikel.

De forsvandt

Blandt de ejendomme, der måtte vige for vej- og saneringsplanerne, var bygningen ved Fredensgade/Christian 8.s Vej, hvor Falck holdt til frem til 1965 (Fredensgade 17). Bygningerne med Silkeborg Motorcompagnis udstillings- og kontorlokaler først på Christian 8.s Vej og Valdemar Jensens Automobilforretning (Christian 8.s Vej 9-11). Endvidere forsvandt bygningen, der tidligere havde huset afholdshotellet på Fredensgade 5, Kornmods tidligere domicil på Fredensgade 9 og endelig det sjove hus med det velvalgte navn »Kilen« på hjørnet af Fredensgade og Christian 8.s Vej, som på det tidspunkt ejedes af HK, men tidligere havde huset en købmand.

Dertil kom de to stenhuggervirksomheder på Fredensgade - Karl Rasmussens Stenhuggeri på hjørnet af Fredensgade og Kirkebakken og N. P. Christiansens på Fredensgade 7.

På Søndergade bør nævnes den navnkundige Café Remstrup, der lå lige ud for Markedsgade, og den bagvedliggende store gårdsplads forskellige værksteder og lagerbygninger.

Først et vejprojekt

I den spæde start i 1963 var dette projekt som udgangspunkt et »vejprojekt«, der skulle sikre en bedre trafikafvikling i form af en »fordelingsring af gader med stor trafikkapacitet omkring det egentlig bycenter.« Vi finder derfor for de første års vedkommende fortrinsvis vejplanskitser og -notater i de kommunale sager.

I februar 1967 ændrer projektet karakter, eller også var man bare nået til sandhedens time. Da blev det første møde afholdt mellem kommunens repræsentanter og »Boligministeriets kommitterede i byplansager«, hvis opgave det var at rådgive kommunerne i byplanspørgsmål, før den formelle godkendelse i ministeriet. Disse jævnlige drøftelser fortsatte helt frem til midten af 1970'erne.

Dermed udviklede projektet sig til i lige så høj grad at handle om »omdannelse og regulering i karréerne mellem Søndergade og Christian 8.s Vej.«

I marts 1969 forelå en bebyggelsesplan, som i 1970 blev suppleret med en byplanvedtægt. Derefter blev projektet et spørgsmål om »byfornyelse« og dermed også et »saneringsprojekt«.

Som nævnt skete de første nedrivninger i 1970, men først i september 1973 forelå der endelig tilladelse fra Boligministeriet til at fortsætte nedrivningerne. Derefter fulgte byrådets vedtagelse af en byplanvedtægt i september 1973 og to saneringsplaner i 1974 - alt sammen det formelle grundlag for at gøre, som man siden gjorde.

I saneringsplanerne opregnedes alle de berørte ejendomme i området og så anførtes det, at planens »gennemførelse forudsætter nedrivning af hele den bestående bebyggelse . hvorfor det er nødvendigt for Silkeborg Kommune at erhverve samtlige . ejendomme for at gennemføre planen: totalsanering.«

Forud for udarbejdelsen af denne plan var alle lejligheder i området blevet gennemgået, beskrevet og vurderet af kommunale embedsmænd. Og med vedtagelsen fik de nu travlt med at opkøbe ejendommene og genhuse beboerne, der for manges vedkommende var ældre mennesker, der havde beboet lejlighederne i årtier.

Saneringsplanerne gav som nævnt kommunen mulighed for at ekspropriere ejendomme, hvis ejerne ikke umiddelbart ønskede at sælge dem. Men de gav også kommunen mulighed for at opnå statslige lån og tilskud til ejendomserhvervelser i henhold til saneringsloven (halvdelen af saneringstabet) - og det var en vigtig detalje. Dermed var finansieringen på plads.

Var de saneringsmodne?

Det har siden været diskuteret, hvorvidt ejendommene i området nu også var saneringsmodne. Det er svært at sige i dag, og desværre er det ikke lykkedes mig at finde den minutiøse gennemgang af alle boligerne, som blev udarbejdet af en medarbejder på bygningsinspektørens kontor.

Af mødereferater fremgår det, at kommunens folk måtte argumentere for sagen for at overbevise ministeriets fagfolk. I en skrivelse til kommunen fra december 1971 noterede den kommitteredes repræsentant, at »vejprojekternes gennemførelse ville medføre betænkeligt store indgreb i den eksisterende bebyggelse«, og at man vurderede, at »kommunen ville få store vanskeligheder, såvel økonomisk som bebyggelsesmæssigt, med over en passende årrække at genskabe en byplanmæssig helhed i de af vejprojekterne berørte områder.«

Alligevel konstateres det til slut, at »uanset der i området ... ikke er tale om karréer med en særlig lav bolighygiejnisk standard, fandt den kommitteredes repræsentanter, også under hensyn til byfornyelse, at der måtte være grundlag for udarbejdelse og gennemførelse af en saneringsplan for del af området.« Dermed fik kommunen grønt lys til at fortsætte arbejdet - og gjorde det.

Langvarigt og bekosteligt

Fra første til sidste nedrivning kom der til at gå seks år. Så lang tid levede byen med det trøstesløse syn af nedbrydningsarbejdet og de mange nedrivningstomter. På sin vis kom »Den kommitteredes« bekymring kom til at holde stik - det blev et langvarigt og bekosteligt projekt, som aldrig fik den planlagte udformning.

Det er nok ikke for meget at sige, at netop dette projekt blev et af de længstvarende og et af de varmeste politiske emner i 1970'erne. Måske dét varmeste også i de efterfølgende årtier. Med forgreninger helt op i nutiden.

Hvad der skete efter, at nedrivningsarbejdet var afsluttet og hvordan området siden blev bebygget og udnyttet vil blive behandlet i en kommende artikel.

Hjørnet af Fredensgade og Christian 8.s Vej med hjørneejendommen »Kilen«, der nedrives i december 1973.
Husrækken Søndergade 23-29 med den navnkundige Café Remstrup lige før nedrivning. Optaget 1972 af Ib Hjorth.
Vestsiden af Christian 8.s Vej efter nedrivning af husrækken. I baggrunden ses den blotlagte kirke og Østerport. Optaget ca. 1975 af Leif Christensen.
Husrækken på den vestlige side af Christian 8.s Vej før nedrivningen i 1973. Til højre anes hjørnet af Zeltnersvej. Optaget af Joh. Jensen omkring 1972.