Silkeborg Business : Direktør mener unge ledere må kæmpe hårdt for at få respekt

Nikolaj Elstrøm blev direktør og ejer af Dansk Løn Service i Knudlund i 2020. Han har store ambitioner med virksomheden, men føler, det er svært for en ung ejerleder at komme ind i Silkeborg-etablissementet

16. marts 2021, 12.08

Nikolaj Elstrøm planlægger ændringer hos Dansk Løn Service, men de skal komme i et roligt tempo.

Midt i coronaåret 2020 overtog næste generation 27-årige Nikolaj Elstrøm både ejerskabet og direktørposten i Dansk Løn Service i Knudlund. Det har været en udfordrende start for den unge direktør.

- Det er specielt at sidde som ejer og direktør, og der er sket utrolig mange ting det første år, men jeg har haft lederjobs, siden jeg var 21 år, så det er ikke nyt for mig. Jeg har prøvet at have 100 ansatte under mig i Rekom Group, og det er det her jeg vil, konstaterer Nikolaj Elstrøm.

Han vendte i 2019 hjem til lønfirmaet i Knudlund efter seks år i Aalborg. Planen var et glidende generationsskifte i familievirksomheden, der leverer lønarbejde til midtjyske virksomheder. Generationsskiftet skulle gennemføres over fem-syv år, men allerede efter kort tid blev hans mor Rie Elstrøm alvorligt syg. Hun stiftede virksomheden i 2002. Sygdommen betød i 2020, at generationsskiftet blev gennemført allerede efter et år. Hans mor døde tidligere på måneden.

- Jeg har altid drømt om at skulle overtage firmaet, men det er klart, at den måde det er sket på, er trist, konstaterer Nikolaj Elstrøm.

- Jeg er stolt over, at jeg som 27-årig sidder som direktør og ejer, men jeg løber ind i, at mange siger, at »du har fået det foræret«. På papiret så det også nemt ud, da jeg kom til, men lige siden jeg overtog firmaet, har der været meget store udfordringer

Nikolaj Elstrøm

Han var spændt på at se, hvordan kunderne reagerede.

- Vi var da nervøse for, om nogle kunder ville stoppe med at være her, da min mor stoppede, men kunderne har taget den nye situation utrolig godt. Vi har også haft stor fokus på at give god service, og kunderne kan se, at jeg har kørt firmaet videre i den samme ånd, siger ejerlederen.

Svært for de unge

Han hører til kategorien af unge direktører, og det er ikke uden udfordringer. Især ikke når man samtidig er anden generation i en familievirksomhed.

- Jeg er stolt over, at jeg som 27-årig sidder som direktør og ejer, men jeg løber ind i, at mange siger, at »du har fået det foræret«. På papiret så det også nemt ud, da jeg kom til, men lige siden jeg overtog firmaet, har der været meget store udfordringer.

- Min mor blev syg, hvilket fremrykkede generationsskiftet med fire-seks år, og samtidig stod hun for implementeringen af hele vores nye lønsystem. Hos firmaet, der skulle hjælpe os, var der en langtidssygemelding hos den mand, der stod for vores projekt, så der har virkelig været nogle kampe at tage. Men den del er fint nok. Det har gjort, at jeg kan bevise, at jeg er dygtig nok, selvom jeg er ung, siger Nikolaj Elstrøm.

Han oplever generelt, at det er svært at få respekt hos det etablerede erhvervsliv i Silkeborg. Mange skal vænne sig til, at der er tale om en så ung direktør.

- Jeg har altid kæmpet med at få respekt fra andre i erhvervslivet, fordi jeg er så ung. Jeg synes også, at det er svært at komme ind i netværk, når man er en ung direktør. Man bliver set meget an, og det kan godt føles indspist i Silkeborg. Jeg kæmper for at få lavet om på det, for den unge leder kan også noget.

- Der er bare ikke meget netværk at hente for os unge menesker. De netværk, der findes, er mest for folk fra 45 år og op til 60 år, siger Nikolaj Elstrøm.

Nikolaj Elstrøm er med i netværk omkring Silkeborg IF og Bjerringbro-Silkeborg, men han føler, at det er en udfordring at komme ind i varmen.

Interne udfordringer

For en ung direktør og virksomhedsejer er der også internt udfordringer, når man skal afløse en ejer og direktør, der har tegnet hele firmaet gennem længere tid.

- På nogle punkter har det naturligt været en udfordring i forhold til medarbejderne, men jeg har altid kunnet arbejde mig frem til at få respekt ved at vise, at jeg kan det, jeg laver.

- Det oplevede jeg også her, men jeg har valgt en anden tilgang hos Dansk Løn Service, end den, jeg har været vant til. Her er jeg ydmyg omkring, at jeg aldrig bliver lige så dygtig som mine medarbejdere med 10-15 års erfaring til at lave løn. Men det behøver jeg heller ikke at blive. Jeg skal være en god leder og sparringspartner samt have overskuddet til at drive en virksomhed. Og det ved jeg godt, hvordan man gør, siger Nikolaj Elstrøm.

Læs også
Coronakrise førte til nyt samarbejde
+Abonnement

Løndirektøren peger på, at det kan skabe forvirring hos en medarbejderskare, når et glidende generationsskifte går i gang. For hvem er den reelle leder?

- Det gjorde det nok sværere for både os selv og medarbejderne, at der både var en virksomhedsejer og så en søn fra anden generation, der stod til at tage over. Der er ingen tvivl om, at det kan give forvirring. Så her i huset skulle vi i starten finde ud af, hvordan vi meldte ændringer ud, når de kom fra mig. For medarbejderne kunne være i tvivl, om det skete med opbakning fra ledelsen eller det bare var fra mig. Så vi brugte noget tid på at finde ud af at gøre de ting rigtigt.

- Jeg kan også godt forstå, at man som medarbejder vil være skeptisk. De skulle vænne sig til det nye, men efter jeg helt har overtaget firmaet, er det som om, at respekten er blevet helt anderledes. På den gode måde. Men de ved også godt, at der kommer ændringer, siger Nikolaj Elstrøm.

Læs også
200 firmaer får styret deres løn fra Knudlund
+Abonnement
Læs også
Nekrolog: Livsglad erhvervskvinde var stærk til det sidste
+Abonnement

Forskel på ledelsesstilen

Han peger på, at der er stor forskel på ledelsesstilen hos ham i forhold til hans mor.

- Jeg er nok lidt hård og mere firkantet, men vi har en meget åben ledelse, som jeg ikke har været vant til før. Jeg har været i store kæder, hvor det var meget firkantet omkring, hvor meget vi måtte fortælle vores medarbejdere.

- Her hos Dansk Løn Service er medarbejderne med på kundebesøg, de kender vores omsætning og udgifter, og de bliver taget med på råd. Det var svært for mig at åbne op på den måde, men jeg synes, at det fungerer rigtig fint. Var jeg kommet med kæft, trit og retning, var de stoppet alle sammen, siger Nikolaj Elstrøm med et smil.

Nikolaj Elstrøm

Ejer og direktør hos Dansk Løn Service i Knudlund. Gift med Line. Sammen har de sønnen Atlas på halvandet år.

Uddannet på Aalborg Universitet - bachelor i erhvervsøkonomi.

Kom til Dansk Løn Service i 2019 og blev ejer og direktør i efteråret 2020. Generationsskiftet blev fremrykket på grund af hans mors sygdom og senere død.

Tidligere jobs: Distriktschef Rekom Group, store manager trainee i Jysk og activation specialist hos Carlsberg.

En udfordring som ny direktør har naturligt været, hvordan coronakrisen skulle tackles i forhold til kunderne.

Flere kunder er ramt af coronakrisen, og de havde samtidig et øget behov for hjælp i forhold til ændringer i lønnen og at søge hjælpepakker.

- Vi var bekymrede for, om vi kom til at miste kunder. Ændringerne hos kunderne på grund af fordeling og kompensationspakker gav også meget ekstra arbejde for os, så det gav overvejelser om, hvordan vi skulle tackle det, og hvilken pris vi skulle tage for det. Skal man være iskold og tage fuld pris hos kunder, der er ved at dreje nøglen? Vore konkurrenter har taget en fast pris på 1200 kroner i timen, men vi har gjort en stor del af arbejdet gratis. Vi synes, at vi har været fair, men måske yder vi også for god en service. Det er bare den ånd, der i virksomheden, og vi behøver ikke være en milliardforretning. Vi skal være glade og tilfredse og have glade medarbejdere, siger Nikolaj Elstrøm.

Fremtiden tegner positiv. Målet er flere kunder og flere medarbejdere i virksomheden.

- Mange outsourcer deres lønbetaling. Der er så mange regler, og senest er der kommet den nye ferielov.

- EU har også besluttet, at alle virksomheder senest i slutningen af 2021 skal registrere deres medarbejderes arbejdstid, så der bliver et voksende behov for en virksomhed som vores, siger den unge direktør.

Indlæser debat...