DET ER DIT VALG - KV21

Demokrati og ordentlighed

29. oktober 2021, 12.18

VÆLGERMØDE Så er valgmøderne skudt i gang, og der er godt gang i de politiske debatter rundt omkring i kommunen. Vælgermøderne er et godt, demokratisk redskab, som præsenterer borgerne for deres mulige kandidater, så de måske kan blive klogere på, hvor de skal sætte deres kryds 16. november. Men hvor demokratisk et redskab er det, når politikerne selv får lov til at arrangere et vælgermøde og dermed selv bestemmer, hvilke kandidater borgerne i den pågældende by møder?

Ad omveje blev jeg orienteret om, at borgmesterkandidat Helle Gade var i gang med at arrangere et vælgermøde i sin hjemby Voel. Jeg meddeler hende, at jeg meget gerne stiller op til mødet, da jeg er lokal kandidat og meget gerne vil møde vælgerne og give dem mulighed for at møde mig. Jeg afvises med besked om, at hun allerede har inviteret 3 andre kandidater, at der er ikke plads til flere, og at der i øvrigt er inviteret en kandidat fra Venstre samt KD, så blå blok er allerede repræsenteret.

Jeg er godt klar over, at en valgkamp ikke altid er pæn, men det er ikke ordentlighed, når man kun præsenterer borgerne for de kandidater, man som politisk kandidat selv har udvalgt. Det er ærgerligt, og det er skidt for demokratiet.

Under alle omstændigheder ses vi til valgmødet i Voel Forsamlingshus 1. november, hvor jeg vil tage plads blandt tilhørerne.

Indlæser debat