Snakketøjet bedre end bentøjet
Bent Kornbek fylder 80 år og fejres af sin familie i Tange
Bent Kornbek fylder 80 år og fejres af sin familie i Tange
Bent Kornbek er tidligere lærer på Rødkærsbro Skole og mangeårigt medlem af byrådet i Bjerringbro. I dag er haven en af hans store interesser, og han nyder at sidde på terrassen med fuglefløjt i ørerne.
FØDSELSDAG Bent Kornbek, Nørrehedevej 38, Tange, kan onsdag 4. juni fejre sin 80 års fødselsdag i nogenlunde form.
For mens snakketøjet stadig er i topform, kniber det til fødselarens store ærgrelse mere med bentøjet, der dog bruges ved en ugentlig gang badminton - i en double, naturligvis, idet det ikke kræver så meget af deltagerne.
Til gengæld er den tidligere fodbold- og håndboldspiller god foran tv'et, når der er sport på programmet, og hvor de fysiske anstrengelser begrænser sig til brugen af en fjernbetjening.
Genvinsten ved sport er og har altid - også - været det sociale for Bent Kornbek, som kom til lokalområdet for 57 år siden. Han og hans hustru siden 1961, Marianne, blev ansat på det, der i dag er Rødkærsbro Skole, men som dengang var Vindum Kommunes Centralskole, hvor Kornbek havde været vikar i et halvt år under sin uddannelsesperiode.